Beskyttelse

Chanelle Oura løb rundt på de forladte mørke gader. Hun stoppede brat op, da hun opdagede, at en vampyr slikkede det sidste blod på hænderne op, mens et menneske lå livløst på jorden. Den kolde vind var som knive mod hendes ansigt, men intet af det bemærkede hun, da hun så et så frygteligt syn. "I hører ikke til den her side af Zewa," skreg hun. Vampyren rettede blikket imod hende. Hendes øjne mødte hans, og hendes krop stivnede som den tidligere havde gjort på Sicendola Street. Han puffede hendes pandehår væk. "Det er for farligt at være herude, Chanelle," sagde han. "Will?" Mumlede hun. Igen kunne hun bevæge sig. Tårer trillede ned af hendes kinder. Hun var skrækslagen, og chokket havde stadig ikke lagt sig. Will kastede hans kappe på liget. "Har chokket lagt sig nu?" Spurgte han. Oura faldt ned til jorden og græd som et tåbelig barn. "I, I kan ik-ke bare indtræde den lyse side af Zewa, blot fo-rrdi det er Kalshi O' Zahli," hulkede hun. Will slog sig ned ved siden af hende. "Hvad laver du overhovedet herude, når du skal holde Karsa?" Spurgte han. Oura nægtede at svare. "Du bliver syg af at sidde på den kolde jord," sagde han og trak hende ind til sig. "Rør mig ikke," skreg hun. "Tror du virkelig, at du kan varme mig? Du er død, du har ingen kropsvarme." Chanelle rejste sig hulkende op. De få skridt førte hende over til liget. Hun trak kappen af og kastede det over på Will. Liget lod ikke til at være en, hun kendte. "Dit uhyre," skreg hun. Men Will var allerede forsvundet. "Undskyld jeg ikke kunne redde dig i tide, Hr," græd hun. Fornuften kom til hende, og hun rejste sig fra den iskolde jord. På vej tilbage til de andre blev hun stoppet op af kutteklædte væsner. Oura trådte to skridt tilbage, men noget mystisk trak hende tættere på. Lyde spillede melodier i hovedet på hende. Hun løb skrigende igennem Street 39, hvor resten af brevduerne ville befinde sig. Til hendes store overraskelse var der ingen, og hun stod i en så farlig situation, at hun ikke kunne banke på en hvem som helst's dør. Hendes ben bukkede under, og hendes øjne druknede i frygt. Et øjeblik forsvandt alt lyd, og hendes syn blev så sløret, at hun ikke vidste hvad der forgik. Da synet kom til hende igen, lå hun i armene på Will. "Hvordan kan du beskytte folk, når du ikke har sikret din egen beskyttelse?" Spurgte han. Han satte hende ned på bænken ved siden af. Oura kiggede flovt ned i jorden. "Hvorfor reddede du mig?" Spurgte hun. I det hun vendte blikket imod Will, greb han hende i et lidenskabeligt kys.

Traditioner

Den ældre kvinde dansede op af ham. Marko's blik og tanker var dog et helt andet sted. Tiden var ved at løbe fra ham, og han holdt hele tiden øje med uret. Et øjeblik stoppede han op og kiggede frem og tilbage. De meget letpåklædte kvinder's øjne skiftede farve til rød, og da han blinkede et par gange, var de normale som før. Marko skubbede kvinden væk og løb ud af diskoteket. Han kiggede op på solen, som var ved at gå ned. Endnu engang kiggede han på uret som viste 18:30. "Det er Kalshi O' Zahli i dag," mumlede han, da han i et håbløst forsøg prøvede på at transportere sig væk. Han skyndte sig hjem til fods, inden solen var gået helt ned. Det lod til, at ingen var hjemme. Marko smed tøjet og tog et hurtigt bad, hvor han derefter tog hvidt tøj på som et symbol på, at der altid vil være noget lys i mørket. Han stillede et fad frem med forskellige frugter, løg, ris og ost. Den store lampe lyste af sig selv, og ud af pærens lys lyste den Mundus De Misil ud. "Fortæl mig ikke, at du brugte mørke kræfter?" Sagde Marko. "Fortæl mig ikke, at du holder disse latterlige traditioner," sagde Mundus rasende. Ude af forstand skubbede han til fadet, så alt indholdet faldt ned på det skinnende gulv. Mundus gik i retning af Marko, løftede hånden og gav ham en lussing. Marko kiggede rasende på ham. "Jeg ved, at din niminsha er forurenet. Jeg ved, hvad du er. Jeg ved, at du ikke holder traditioner, fordi du ingen ret har til det. Du, som jeg kalder fader, har solgt din niminsha til noget så ondt og mørkt, fortjener ingen fred eller kærlighed. Hvor vover du at træde herind, når du har været ude i den blodige nat. Hvor vover du at røre mig, når min niminsha er renere, end det du nogensinde kan komme i nærheden af," råbte han. Marko løb op på sit værelse og smækkede døren i.

Kalshi O' Zahli

Mørket havde lagt sig over Unush Ethre. Skrigene af en kvinde knuste glas og jog ethvert levende væsen væk. Tilbage var der Urr. Kvinden åndet lettet. "Urr, søn af Ruhaaen, du skal lade Unush Ethre svømme i blod, hver gang vi passere d. 19 -20 juli," sagde hun. Urr som ikke lod til at være menneskelig adlød moderens ordre. Et barn som var født ondt og hæsligt. Den dag forsvandt alt form for ånder og niminsha fra Unush Ethre. Intet menneske på planeten kunne føle ønske kræften. Mennesker skjulte sig derhjemme, mens ondskab flød i store mængder forbi hoveddøren. Da Urr prøvede på at indtrange et hjem, blev han skubbet så kraftigt tilbage, at selv Ruhaeen undrede sig over, om niminshaerne havde forladt Unush Ethre. Urr råbte, men ingen ord var til at fatte. Inde i det lille hus sad en ældre mand ved navn Hiybel Demoore, som havde bragt en masse forskellige frugter, grøntsager, ris og andre spiselige ting i et fad. Han hvilede øjnene på vinduet, hvor blod svømmede forbi som et hav. Derefter trak han gardinet for. "Enhver der holder Karsa vil opnå beskyttelse," sagde han.

Det sidste farvel

"Jeg beundrede jorden. Planeten hvor intet unaturligt eksisterede. Min niminsha blev plantet i en krop som ikke havde overnaturlige evner. Yuna er kætter, Cloudee har Debatty evner, Vanilla er tankelæser, Chanella er brevdue, Amanda er Sabia, og jeg var den normale pige som sad bagerst i klassen. Der var intet overnaturligt ved mig. Jeg var en gennemsnitlig teenager, som ikke havde nogle unaturlige rødder. Alligevel så jeg Ruhaeen i øjnene. Jeg undrede mig over, at et væsen så smukt kunne være så ondt. Jeg, Margret Bondik døde 4. Maj 2056," var de sidste tanker, før Margret forladte Unush Ethre.

Troy strøg hånden over Margrets bord. Han lukkede øjnene i.

"Hov, jeg tabte min hat," sagde hun smilende. Troy kiggede på hende, som var hun ubetydelig. De havde fået besked på, at sammen skulle de finde den giftige luft, som havde bredt sig rundt omkring i det østlige Zewa. Troy havde taget hende med, da det var muligt for normale mennesker at mærke, om luften var giftig. "Hey, Vanilla? Hvorfor ventede du ikke?" Sagde hun forpustet efter at have løbet efter ham. I det hun prøvede på at gribe ud efter ham, væltede han pludseligt. Hun kiggede skræmt på den ikke bevidste Troy. Det var der, hun bemærkede luften. Da Vanilla slog øjnene op igen, var han udenfor livsfare og borte fra det østlige Zewa. Margret sendte ham hendes typiske varme smil. "Det kan godt være, at jeg er menneskelig, men jeg er ikke helt håbløs," sagde hun.

Han åbnede øjnene op og kiggede på den tomme plads. Der var intet menneske, ingen niminsha, ingen Margret. Hun var væk.

Amanda hoppede i favnen på Cloudee og græd. Han tog armene rundt om hende.

"Det kunne have været mig," hulkede hun. Cloudee aede hende. "Jeg ville være der til at redde dig," sagde han. "Hvorfor reddede så ingen Margret?" Spurgte hun. Denne gang svarede Cloudee ikke. Cloudee fik øje på billedsamlingen på Amanda's væg, hvor der deriblandt var et billed af Margret. Han smilede.

"Cloudee," råbte Margret. Han stoppede op og tog hende i hånden. De var begge ikke mere end 1 meter høje. Cloudee var iklædt fint tøj, mens Margret havde endnu en af hendes mange kjoler på. "Nå, Mr. Debatty. Sker der noget i dag?" Cloudee fnes. "Du spørg om det hverdag. Men jeg skal have det på, så folk kan få et godt indtryk af, hvad vi Debatty er," forklarede han. Margret forstod ikke. "Men hvis I Debatty er så højt oppe i rang, hvorfor er vi så venner?" Spurgte hun. "Fordi fader siger, at vi skal være høflige overfor normale mennesker. Han siger, at I er vores fremtid." Margret slap hans hånd. "Cloudee, I dag vil jeg redde dig," sagde hun. "Huh?" Han kiggede forvirret på hende. "Vent her," sagde hun. Efter et par minutter, var hun kommet tilbage med en spand mudder. "Hvad skal du med mudderet?" Spurgte han. Hun kastede indholdet på ham. "Du milde, Margret. Hvad i himlen gjorde du det for?" Sagde han rasende. "I dag vil jeg være en helt. Vi er børn, Cloudee. Og jeg ved, at du elsker Amanda. Normale mennesker er ikke din fremtid," sagde hun. Hun trak den lille Cloudee i hånden og løb hele vejen igennem byen. Da han kom hjem, fik han en skideballe. Men det var det hele værd. Han havde aldrig haft det så sjovt som barn.

Amanda stoppede med at græde. Hun prøvede på at løsne sig fra hans favn, men han trak hende længere ind til ham. "Var det ikke for Margret, så stod vi aldrig her i dag," sagde han.

Chanella lå og græd under dynen.

"Fjern håret, der gemmer sig en skønhed under det," sagde Margret. Chanella rystede på hovedet. "OURA!" Råbte Chanella. Hun sprang op på hende, mens Chanella skrigende prøvede på at flygte fra hende. Til sidst opgav hun, og Margret fik sat en hårspænde i håret på hende. Hun trak et spejl op af lommen, så Chanella kunne se, hvilken smuk person hun var. "Gem dig ikke under det, Chani. Du er smuk. Stol på mine ord."

Hun trak dynen fra sig og tørrede tårerne væk. Chanella fandt en hårspænde frem, og fik overtalt sig selv til at få sat pandehåret op. Det ville Margret have elsket at se.

"Yuna, har du et øjeblik?" Spurgte Villy. Hun kiggede smilende på ham. "Selvfølgelig," svarede hun. Han rynkede panden. "Det gør mig ondt, Yuna. Jeg fik besked på at oplyse dig om, at

d. 4 Maj døde Margret Bondik."

Yuna's barndom passerede som et dejavú for øjnene af hende. I hvert minde eksisterede Margret. De var gledet fra hinanden igennem årene, men nu var også hendes niminsha gledet fra hende. Hun kiggede skræmt på Villy. "Det kan ikke passe," sagde hun. Villy greb hende og krammede hende. Han gav hende alt den kærlighed, hun behøvede. Han følte med hende. Hun græd. "Det kan ikke passe. Du lyver," hulkede hun.

"Kære verden, som jeg har efterladt. Min niminsha vil altid vogte over jer, ligesom i vogtede over mig. Jeg ville ønske, at der var mere, som jeg kunne byde på. Jeg skuffede jer. Jeg ændrede mig, og det knuste mig så inderligt at se os glide fra hinanden. Hvis disse ord kan nå frem til jer, vil jeg prøve på at blive genfødt på jorden. Det her bliver det sidste farvel. Fra jeres Margret."

Sakura træerne

"Marko, det er tid til, at du får Sakura træerne til at blomstre," sagde Velma's stemme. Han kiggede ud på den flotte sø, som var omringet af de endnu ikke blomstrende Sakura træer. I dag var det 80år siden, at Velma havde holdt ham i hænderne. Marko mærkede hendes hænder omkring ham, og han forstillede sig, hvilken smuk og fantastisk kvinde, hans mor var. Han strøg en hånd over alle træerne, han passerede, som straks begyndte at blomstre. Til sidst kiggede han tilfreds på dem, og derefter lagde han sig ned i det sommer grønne græs og kiggede op på solen. De mange minder fik ham til sidst til at falde i søvn.

En hånd strøg igennem hans hår. Et øjeblik troede han, at Velma De Misil var tilstede, men da han åbnede øjnene på klem, opdagede han et bekendt ansigt. "Du er charmerende, selv når du sover," sagde Yuna. Han skar en grimasse. Det var første gang i 80år, at en pige havde afbrudt ham under hans lur. Han skubbede hende til side, så hun faldt ned i græsset. "Hvorfor bærer du altid handsker, og hvorfor befinder du dig her?" Yuna ignorerede det første spørgsmål, men hun svarede straks på det andet; "Jeg har altid elsket Sakura træerne, så hvert år tager jeg herind, den dag de blomstrer. Det er interessant at se, at vi har så vidunderlige træer fra en anden planet." Marko var ikke helt overbevist, men han kastede sig alligevel ud over hende og greb hende i et kys. Yuna skubbede ham væk. "Hvad i al verden laver du?" Spurgte hun ophidset. "Er det ikke det, du gerne vil have? Du afbryder mig under den eneste dag på året, hvor jeg gerne vil være alene, og du forventer, at jeg ikke får en anden opfattelse?" Marko fnes. Han lagde sig ned i græsset igen. Yuna rejste sig op og hev handskerne af hænderne. "Jeg er kætter," sagde hun. Hun kastede dem på ham og transporterede sig selv væk. Nu forstod Marko. Han følte sig ydmyget, mens han holdt handskerne i hænderne. Yuna var ikke en hvem som helst pige, og Marko var begyndt at bryde sig om hende.

Mahdi Skovene

Et sted i mellemøsten ved Mahdi skovene sad en frygtløs pige.

langt oppe i et træ, hvor slangerne ikke kunne nå hende. Nedenunder stod slange kongen og råbte på slangesprog. Hun kiggede udmattet ned på ham. Han havde en menneskekrop, men menneskelig var den ikke. Hans grønne hud var begyndt at tørre ud i den varme sol, hans lange tunge hungrede efter mad, og hans øjne var små og gule. Hans øjne stirrede ind i hendes, men hans gift nåede aldrig frem. Hendes evner holdt altid giften på afstand, og hun kunne se hans hjerte. Et øjeblik kunne hun holde det og dermed dræbe ham. Men evnerne skræmte hende, og hun lod derfor være. Pludseligt begyndte kongen med at klatre op i træet. Hun kiggede skræmt ned, og ventede blot på, at noget snart ville ske. Til hendes store overraskelse skete der noget. Et spyd havde ramt igennem hjertet på kongen, og han hang livløs fast i træet. Slangerne mærkede frygt, og de forsvandt i en fart. Tilbage var der en hvidhåret dreng, som hun kiggede forundret på. Han klatrede hurtigt op i træet og satte sig ved siden af hende. "Jeg er Vanilla," sagde han. Hun kiggede misforstået på ham. "Åh, du forstår mig ikke?" Spurgte han. Hun rystede på hovedet. Han tog hånden til brystet. "Troy Vanilla," prøvede han endnu engang. Den her gang forstod hun. Hun tog hånden til hjertet og sagde; "Akilah."

Vanilla kiggede smilende på hende. Han var fortryllet af hendes smukke stemme og hendes vilde men stadig feminine udseende. Hun følte, at han var endnu en fjollet og ung art, som ikke hørte til i Mahdi skovene. Han tog hende i hånden, og hendes verden drejede 180 grader. Straks stod de inde i et hvidt rum, hvor Mormerto Debatty, Cloudee og Mundus De Misil også befandt sig. Akilah følte sig truet. Hun kastede sig over Mundus og kradsede ham i ansigtet. Troy hev hende tilbage, mens Cloudee tog fat i hendes hænder og beroligede hende. Mormerto rettede på sin butterfly, og lod sig ikke bemærke af Akilah's vilde opførsel. Efter få minutter kiggede han på hende. "Jeg er sikker på, at du forstår mig. Vi har fundet ud af, at arter som dig har Debatty evner. Vi skal blot lave nogle undersøgelser, og så er du fri til at tage tilbage til østen, drukne, sulte eller blive dræbt," sagde han smilende, men med onde hensigter.

Uhyret i mørket.

"Margret," hviskede stemmen i hendes ører. Hvad lavede hun på skolen så sent? Hun rystede stemmerne væk. Hendes hår på armene rejste sig, da lyden gentog sig selv igen. Mørket havde lagt sig over skolen. Hun ignorerede stemmen. Tingene rodede rundt i klasselokalet. Hun pakkede hendes ting sammen, og i det hun skulle til at gå ud af døren, faldt hendes blik på Yuna's bord. Hun strøg en finger over bogstaverne Yuna havde kradset i bordet, som dannede navnet Cloudee. Margret havde altid vidst, at Yuna var dybt forelsket i Cloudee. Det undrede hende. Hendes forhold til Yuna havde ændret sig med årene. Da de blot var syv år gamle, fortalte Yuna hende, hvor meget hun afskyede Debatty. Hun tog hånden til sig igen. Der var blod på bordet. Hun kiggede nærmer på det, for at undersøge hvordan blodet var der så pludseligt. Blodet var ikke tørt. Hun fik kuldegysninger hele vejen ned af ryggen. Hendes hånd blødte. Hun kiggede på hånden, som på mystisk-vis lignede noget, der var udsat for brand. Hendes hud faldt af, og det flød med blod i store mængder. Lydene gentog sig igen. Panikken havde ramt hende for første gang i flere år. Hun så en skygge bevæge sig i en umenneskelig hastighed. Noget skar og brændte i hende i alle sider. Skyggen var et uhyre, som gemte sig i mørket. Margret nåede halvvejs til stikkontakten, inden hendes ben brasede sammen. Uhyret havde næsten gjort det af med hende. Om få sekunder var hun tømt for liv. Hun så hendes niminsha strømme ud af hendes krop. Hun nåede at se uhyret, som var et kønt, men samtidig uhyggeligt væsen, inden hun lukkede øjnene i en sidste gang.

Debatty & Vanilla og de skrigende bøger.

Troy satte sig på bordet. Han kiggede ud af vinduet, og beundrede de første snefnug som var begyndt at falde. Troy Vanilla var blevet tvunget til dette møde med Cloudee Debatty, da de skal lære at kunne arbejde sammen. Det havde deres fædre besluttet. Der var intet vigtigere end, at Vanilla og Debatty kunne arbejde sammen på lige fod. Troy var absolut ikke rette til mode, især fordi Cloudee var en time forsent på den. Han var blevet tvunget i et jakkesæt, trods han aldrig ville gå i jakkesæt af egen fri vilje. Biblioteket var så stort, at man kunne fare vild. Han undrede sig over, at Debatty måske havde faret vild i boglabyrinten. Men senere besluttede han, at det lød højst usandsynligt.

Længere væk stod Cloudee Debatty. Han kiggede skeptisk på Troy, som ikke havde opdaget, at Cloudee var tilstede. Hans blik var fastlagt mod Vanilla. Kunne han betro sig denne Vanilla, som tidligere havde sagt, at han frygtede familien Debatty? Og ville han nogensinde drive forretning med ham? Cloudee var flere bogreoler væk, og med hans arvelige evner, kunne han se Vanilla igennem dem alle. "Cloudee," sagde Troy. En ting havde Debatty glemt, Vanilla havde også arvelige evner. "Fortæl mig ikke, at du glemte, at jeg er tankelæser? Jeg kan høre dine skeptiske spørgsmål på så lang afstand, som du kan se mig igennem bogreolerne." Debatty sukkede. "Hvordan kunne jeg overse den lille detalje," mumlede han. Han gik med oprejst pande og satte sig ved siden af Troy. "Du ved godt, at jeg ikke gør det her af egen fri vilje," indrømmede Vanilla. Det undrede ikke Cloudee, for han afskyede Vanilla. Det eneste de sammen havde tilfælles var magt. Det var grunden til, at de sad her i dag. Ikke fordi de brød sig om hinanden, men udelukkende på grund af magt. De var begge tavse, og trods de begge gik i samme klasse, havde ingen af dem noget at tale om. Debatty rejste sig og ledte efter en bog, som han kunne få tiden til at gå med. Vanilla gjorde det samme. I det samme de åbnede bøgerne, begyndte de med at skrige. Flere bøger skreg automatisk uden deres berøring, og nogle af bøgerne angreb. De stod begge og slog efter bøgerne. Det var en af de mange grunde til, at eleverne aldrig brugte skolebiblioteket. Bøgerne rev jakken af Vanilla, mens Debatty greb ud efter den. I det den gamle bibliotekar trådte ind, fløj alt liv ud af bøgerne væk. Det rodede med bøger. Hun sendte dem blikket, og de løb straks fnisende ud af biblioteket.

Haram Uma.

Chanelle ledte efter Haram Uma. Hans hus var stort og møbleret på en anden måde, end det hun kendte til hjemme hos sig selv. En stilhed havde lagt sig omkring området, og dog alligevel kunne fuglene høres udenfor. Solen var stået op, og skinnede nu direkte ned på det smukke område. Det var Chanelle's første gang på udkanten af Zewa. Den lette vind strøg igennem hendes hår, og hun bekymrede sig ikke længere om, hvor vidt hendes identitet kunne ses. I et øjeblik glemte hun hele situationen og nød øjeblikket. "Skønt vejr," afbrød en stemme, som hun tidligere havde hørt. Hun vendte sig om, og så vampyren fra tidligere sidde ved spisebordet. Han slikkede det sidste blod, som havde siddet på hans pegefinger. Bekymringerne og spørgsmålene slog hende igen. Hvem's blod var det? Var Haram Uma stadig i live? Og hvordan kunne han overleve i sollys? "Haram Uma," råbte hun. Hun blev ved med at råbe, i håb om at Haram Uma snart ville svare hende. Men der var ikke spor eller lyd af Haram Uma, som burde befinde sig her et sted. Vampyrens spidse tænder var synlige, hver gang han åbnede munden. Det lod til, at han nød Chanelle's frygt, det morede ham. Hun løb ud af det store hus. Foran hende stod vampyren endnu engang, som rettede på sit jakkeærme. Han nærmede sig hende præcis som sidst, men denne gang fjernede han det lange hår, og gjorde sig klar til at sætte de spidse tænder i halsen på hende. Hun kunne mærke ham ånde helt tæt på, som i det her tilfælde ikke var vanskeligt. Tidligere var der ikke tegn på, at dette væsen havde liv i sig, men nu mærkede hun også varmen strømme ud af hans krop. "Will, hvad i alverden laver du?" Spurgte en gammel mand, som trådte ud af huset i badekåbe. Han så alt for gammel ud til, at hun kunne bedømme, hvor gammel denne mand var udfra udseendet. Men en ting var hun sikker på, dette var Haram Uma. Chanelle skubbede vampyren, som lige var blevet kaldt Will væk. "Er du på talefod med denne Will?" Spurgte hun. "Det er mit barnebarn," svarede han venligt. Hun rystede på hovedet. Det her lød alt for usandsynligt. Will fnes. Inden længe gik det op for hende, at hun sad i en stol overfor Will, mens Haram Uma hældte te ned i en fin lille kop. "Vidste du, at udkanten af Zewa ligger ved mørket?" Spurgte han. Hun svarede ikke. Det hele var indviklet. Hvis det var den mørke side, hvorfor var der sol? Hvad gjorde, at Will kunne overleve lyset - Og mest af alt, havde hun forurenet sin niminsha? Haram Uma fortsatte. "Magi her og der, og så er den falske sol oppe på himlen." I det han sagde det, hældte han blod ned i Will's kop. "Men kære Chanelle, regeringen overdriver. De fortæller om hvor vidt, det er umuligt at krydse Sicendola, og at vi alle vil forurene vores niminsha, ved at træde ind på den mørke side. Sandheden ligger sådan, at de vil have, at vi har noget at frygte. Akrin ejerne er et godt eksempel på, hvem der spille denne rolle i regeringen." Hun tænkte straks på Debatty, som hun gik i klasse med. Men hun ville ikke oplyse noget den dag.

Vampyrer på Sicendola street 69.

Chanelle Oura gik igennem Sicendola Street. Hun skimtede talene igennem sit pandehår, som hun druknede i. Det varede ikke længe, før hun stod ved Street 69. Sicendola street var det farligste kvarter, som var en del af Zewa, men nu stod hun her. Ikke engang Akrin vogterne satte fod på Sicendola Street, så farligt, som det var. Men det var vigtigt, at hun krydsede gaden, så hun kunne rapportere til Haram Uma, som boede ude i kanten af Zewa. Det var ikke det nemmeste at være brevdue, men var man Oura, havde man intet andet valg. Hendes evner til at overtale var nyttige, men måske ikke i denne farlige situation. Hun var blevet advaret om, at hun skulle være så forsigtig som muligt, når hun krydsede Street 69. Hun hørte skridt bag sig. Panikken var for alvor ved at ramme hende. Da lyden af skridt blev højere, begyndte hun at løbe. Hun hev efter vejret. Uanset hvor hurtigt hun løb, var det ikke hurtigt nok. Hun stoppede brat op. Trods hendes pandehår, fangede en smuk fyr hendes blik. Hans hår var i perfekt stand og han var iklædt et hvidt jakkesæt. Men selv igennem hendes pandehår, kunne hun se hans røde øjne lyse op. Hun vendte sig om, da hun ikke ville sætte livet på spil. Den mystiske og smukke fyr fulgte efter hende, som var han hendes skygge. "Brevduer," sagde han. "Det er sjældent de krydser Sicendola Street. Den sidste brevdue, var så vidt jeg husker tilbage fra 1700'tallet." Det slog hende ind, at han var vampyr. Hun mødte hans blik, og til hendes ærgelse, stivnede hun. Drengen, eller rettere, denne gamle skabning, ville gøre det af med hende. Han nærmede sig hende, og da hun lukkede sine øjne, var hun nu overbevist om, at det ville være hendes sidste sekunder at leve i. Men som hun ikke havde forventet, puffede han blot hendes pandehår væk. Til vampyrens overraskelse, var Chanelle Oura en ubeskrivelig smuk pige. Hendes grønne øjne var som tegnet på papir, og hendes læber var så velformede. Chanelle tog chancen. Hun tog fat i hans hånd, og prøvede på at overtale ham til at slippe hende. "Overtalelse evner?" sagde han, med en mere venlig tone denne gang. Han tog fat i hendes hånd og lod hende mærke hans bryst. "Intet banker. Du kan ikke overtale et Ikke-levende menneske," sagde han smilende. Straks var lammelsen over, og hun kunne bevæge sig som før. Hun trådte få skridt tilbage. "Men overtalelsesevner? Er det ikke en for stor risiko at løbe?" Han gik nærmere hen til hende. "Fortæl mig ikke, at du skal krydse Sicendola, for at rapportere til Haram Uma?" Spurgte han. Chanelle nikkede. Flere vampyrer var til at se nu, og den ubekendte vampyr træk hende tæt ind til sig. Hun blev straks transporteret væk, og befandt sig alene i udkanten af Unush Ethre. Hvor var han blevet af?

Ondskabets kopier af Ruhaeen.

Hendes nøgne krop rystede af kulde. Tænderne kunne ikke holde sig stille, og hun kneb sine øjne i flere gange, for at undgå vinden der var som is mod hendes ansigt. Hun kiggede ud på det mørke hav som lignede et sort hul. Hun havde intet valg, hun var født med en forurenet niminsha. Hendes mål i livet var onskab. Hun tog hænderne til hendes is blege ansigt i et forsøg på at føle varme, men på denne side af Zewa var det udelukkende kun mørke og kulde. Hun var endnu en kopi af Ruhaeen, som var endnu et håbløst forsøg på at vække Ruhaeen til live igen. Noget varmt blev kastet rundt om hendes nøgne krop, og et hårdt greb tog hende om skulderen. "Rewana," sagde en dyb stemme. Hun vendte sig yndefuldt om og kiggede på manden. Hans ansigt var hæsligt. Han havde et ar på kinden, hans øjenbryn var behårede, og hans øjne var sorte og blanke. "Tænk at ondskab kan være så smukt," sagde han. Rewana ignorerede, at han ikke var det mest kønne som eksisterede, men betragtede ham som endnu en person. Han trak hende hele vejen igennem byen og ned til Ruhaa gyden. Hendes bare tæer blødte. Både Rewana og manden kiggede på lyset fra den anden side af gyden. "Det er her, din mission starter," sagde han. Hun satte sin fod ind på gyden, og begyndte at gå igennem det der kunne være evigheder.

Vores eksistens er truet af ondskab. Vi kan give folk en chance, men vi kan ikke altid stole på dem. Selv det mest onde kan indtræde vores verden, og ødelægge alt hvad vi er på et split sekund.

Elizabeth Bour og en ny hverdag.

En ung kvinde trådte ind i klasselokalet. Hendes upassende tøj vakte opmærksomhed. Drengene kiggede et upassende sted, da hun skrev sit navn på tavlen. "Mit navn er Elizabeth Bour, jeg er 24år, og jeg er jeres nye lærer. Kontoret har ikke informeret jer om det, men Madam Lyoll har været ude for en ulykke under en forvandling. Jeg er her de næste to måneder, og jeg ser frem til, at vi alle får et godt sammenhold. Jeg vil gerne ha', at vi alle fortæller lidt om os selv. Jeg starter gerne; Jeg er halv kætter, men det kan ikke ses. Jeg har arbejdet som lærer i 4år, og jeg forstår udmærket, hvis det undre jer over, hvorfor jeg er så ung. Mit yndlings feriested er Marganitha Beth Simat, og derfor ser jeg frem til, at jeg kommer afsted sammen med jer. Min yndlings farve er lyseblå, da jeg ikke kan andet end at elske himlen. Min største angst er Ruhaa gyden. Jeg ser op til Donnie Demoore, da han var den første til at acceptere, hvad vi kættere er. Jeg er god til at synge, og har været med i utallige forstillinger i Zewa's store opera hus," sagde hun. Hun kiggede rundt og stoppede blikket på drengen længst til venstre. Hans blonde hår strittede til alle sider, og hans hassel farvede øjne borede sig ind i Elizabeth's grønne øjne. Hun sendte ham et varmt smil. "Det er ikke høfligt at læse andre's tanker," sagde hun. Han kiggede forvirrende rundt. "Hvordan vidste du, at jeg kunne læse dem?" Spurgte han. "Du milde, fik jeg ikke nævnt, at jeg er halv kætter? Det er jeg ret sikker på, at jeg fik gjort. Nu du er igang, kunne du være den første til at fortælle om dig selv," insisterede hun. Han rødmede. "Mit navn er Troy Vanilla. Jeg kommer fra en meget velhavende familie, da de alle arbejder i retten og giver dommen. Jeg er fuldblods Tuia, som betyder tankelæsere. Mit yndlings feriested er Vanilla øerne, da der ingen andre er, fordi vi ejer dem. Min største angst er Debatty...," han stoppede op. Han kiggede sig over nakken, hvor Cloudee sad og kiggede håndende på ham. Elizabeth kiggede chokeret på Cloudee, men fortalte straks Troy, at han skulle fortsætte. "Min yndlings farve er grøn, fordi jeg lige forelskede mig i dine øjne," sagde han charmerende. Det satte en masse larm igang, og Elizabeth slog ned i bordet, for at få dem til at tie stille. "Det er vidst nok nu, Hr. Vanilla."

Hun smilede til pigen ved siden af, som druknede i sit eget pandehår. Hun kiggede ned i bordet, og lod ikke til at bemærke, at Elizabeth bad hende om at fortælle om sig selv. Troy puffede til hende, så hun kunne være opmærksom på, at det nu var hendes tur. Hun rystede på hovedet. "Det er Chanelle Oura, hun taler aldrig," sagde Troy. Elizabeth kiggede skuffet på hende. "Jeg håbede på, at i alle ville fortælle lidt om jer selv, da det lader til, at der ikke er mere end syv i klassen. Hvor er resten henne?" Spurgte hun. Amanda rakte hånden op. "Vi er blevet delt op," svarede hun. "Det må jeg undersøge senere. Kunne du fortælle noget om dig selv?" Spurgte Elizabeth. "Mit navn er Amanda Titen, og jeg er Sabia," hun fik straks tårer i øjnene. Elizabeth kiggede bekymret. "Du behøver ikke," sagde hun. "Nej, jeg kan godt," sagde Amanda og tørrede tårene væk. "Mit yndlings feriested er Adam Yahana, da det er det eneste sted, jeg har været sammen med Cloudee. Min yndlings farve er også himmelblå, da jeg kunne drukne i personen jeg elsker's øjne. Min største angst er, at jeg bliver til støv. Jeg ser op til Marry Mowie, fordi hun er en helt. Jeg er god til at tegne," fortalte hun. Elizabeth var tilfreds. Hun kiggede derefter på Cloudee. Han sad med armene over kryds og kiggede irriteret på hende. "Jeg er Debatty, hvad vil du vide? Vi ejer fængslet Akrin, hvor vi smider alle kættere ind som dyr, uskyldige som var de skyldige. Vi er meget berygtede og frygtede. Er det det, du vil vide?" Det var tydeligt, at han ikke brød sig om Elizabeth. "Cloudee, hold op," hviskede Amanda. Elizabeth undrede sig over, hvordan Madam Lyoll kunne holde disse elever under kontrol. "Mit navn er Yuna Flamir, og jeg er fuldblods kætter. Sandheden er, at jeg hader at fortælle om mig selv. Jeg kommer ikke fra en velhavende familie, vi er kættere, og jeg er ikke god til noget," sagde hun. Elizabeth var skuffet. Hvorfor var Yuna så utilfreds med, at hun var kætter? "Den eneste grund til, at du ikke fortæller om dig selv, er vel ikke fordi Cloudee ikke fortæller om sig selv?" Spurgte en pige, som sad bagerst. "Hold din kæft, Margret. Du render rundt og tror, at du ejer alt," råbte Yuna. Troy fnes. "Hvem forelsker sig i et uhyre?" Spurgte han. Cloudee skubbede stolen bag sig og gik straks imod Troy. Det udviklede sig hurtigt til en slåskamp, som Elizabeth prøvede på at stoppe. Amanda skubbede Cloudee bagud og holdt om ham, så han ikke kunne angribe Troy igen. Yuna løb ud af døren. Elizabeth satte sig skuffet på stolen. "Jeg håber, at vi kan få en ny hverdag herinde," sagde hun.

Maskebal.

"Yuna, lad os snige os ind på de riges maskebal," sagde Linda.

Yuna rystede på hovedet, indtil hun kom i tanke om, at Cloudee måske var tilstede. "Hvordan skulle vi snige os ind?" Spurgte hun. Linda's smil var lusket. "En af mine venner er inviteret, og han har medbragt en transport taske med."

"Men de hader kættere," sagde Yuna. Linda hev to silke blå handsker frem.

De klædte sig på, og de lignede begge flotte ældre kvinder. Yuna Flamir var iført en lyseblå kjole, mens Linda havde en rød kjole på. Yuna's bølgede blonde hår var sat op, mens hun havde en hvid fjermaske i hånden. Linda tog tasken frem, og de sprang begge ned i den. De blev straks transporteret ind i det flotte store slot, hvor maskeballet forgik. Linda's ven tog Linda i hånden, og de forsvandt begge i det blå. Yuna stod midt i maskeballet, uden at være bevidst om, hvad hun nu skulle fortage sig. Hun tog masken til ansigtet og begyndte at søge efter Cloudee.

Efter et stykke tid, var Yuna ved at give op. Hun kiggede i retning af døren, da hun opdagede, at en fyr stod og betragtede hende. Hun begyndte at søge gemmesteder imellem menneskerne, men i sidste ende slap han hende ikke af syne.

Yuna besluttede sig for, at hun ville finde Linda. Hun løb imellem menneskerne, mens drengen med masken var efter hende. Menneskerne kiggede efter dem, da de løb igennem slottet. Hun løb op og ned af trapper, igennem gange og i lukkede rum. Til sidst stod Linda for øjnene af hende, og da hun skulle til at fortælle hende om den mystiske dreng, tog en hånd hende på skulderen.

Han tog fat i hendes håndled, og trak hende hele vejen med ind til et lukket rum. "Jeg vil se pigen bag masken," sagde han, og derefter trak masken af Yuna. Hun kiggede forvirret på ham, men så trak han selv masken af. Hans charme og guddommelige udseende forførte hende. "Marko De Misil," sagde han, og begyndte at kysse hende på halsen og op ad. Hun nåede lige at fortælle ham, at hun hed Yuna Flamir, inden hun selv begyndte at kysse med.

Straks gik det op for hende, at det var et forførende trick, og hun skubbede Marko væk. Han prøvede på at nærme sig hende, men hun trak i håndtaget og løb ned til Linda for at transportere sig væk.

Velma De Misil.

Dommeren hamrede ned i bordet, da alle skændtes efter Yamed Gyllis' dom. Der blev mere roligt, og den næste fængslede kom til syne. Vagterne holdt fast i ham, da han blev betragtet som yderst farlig. Dommeren holdt blikket fast på ham, hvor han derefter sagde; "Gamiz Laris, du siger, at du har oplysninger, som kan befri dig fra Èrovja fængslet i østen. Er dine oplysninger ikke nyttige, vil du blive overført til Akrin fængslet her i Zewa."

Gamiz's øjne var svulmet op, og hans beskidte klør kunne angribe når som helst. Mormerto Debatty og Mundus De Misil sad begge og hviskede om Gamiz, som de var bekendte med. "Jeg har navne," sagde han. Straks var Mormerto's øjne ved at bore sig ind i hjertet på Gamiz, men derefter besluttede sig for, at han ville lade Gamiz tale. Gamiz skubbede til den fedtede tot, som hang over hans ansigt med hans beskidte hånd. Han rettede blikket mod Mormerto. "Mormerto Debatty gav top hemmelige oplysninger til Ruhaaen igennem Ruhaa gyden, og han har overtrådt grænsen. Hvilke rettigheder har han, når hans niminsha er forurenet?" Spurgte Gamiz. Dommeren kiggede skuffet på Gamiz og skulle lige til at hamre ned i bordet, da Gamiz begyndte at råbe; "Stop, vent."

Dommeren lod være med at give Gamiz sin dom, og ventede nu blot på endnu flere ord fra ham. "Kættere," hviskede Mormerto.

"Feen Velma De Misil har været eftersøgt i flere tusinder år," sagde Gamiz. Mundus rettede sig straks op. "Gør noget," hviskede Mundus til Mormerto. Han havde en klump i halsen, for sandheden var ved at komme frem. Mormerto borede sine iskolde øjne ind i hjertet på Gamiz, og han fik straks et hjertestop. Dommeren og vagterne kiggede mystisk på Gamiz, som havde fået et hjertestop uden videre. Dommeren kiggede efter Debatty, men både han og Mundus havde transporteret sig væk, inden nogle bemærkede de var tilstede. Mundus tørrede svedpletterne på panden af. "Det var tæt på," mumlede han.

Debatty - Hjemmet af mørke.

"Hvad laver dette hus på denne side af Zewa?" Spurgte et barn og pegede på Debatty huset. Moderen skubbede hende videre uden at besvare hendes spørgsmål. Cloudee kiggede på dem gennem vinduet, og selv på lang afstand kunne han høre, hvad der blev sagt. Mormerto trådte ind på Cloudee's værelse. Det første han bemærkede var, at billedet af Amanda stadig hang oppe på væggen, selvom han havde bedt Cloudee flere gange om at rive det ned. Han sad i hjørnet med en bog i hånden, og da Mormerto gjorde ham bevidst om, at han nu ville tale med ham, kiggede han endelig op. I det mørke rum lyste Cloudee's himmelblå øjne, og de var næsten det eneste til at se. Udenfor skinnede solen, men herinde var der mørkt. Det hele var så mørkt, men ingen havde behov for lys. "Har jeg ikke bedt dig om at rive billedet ned?" Sagde Mormerto. "Mormerto, har du nogensinde læst bogen Kærlighed på Unush Ethre, som er skrevet af Orberta Hulda? Drengen de ville rive hjertet ud af, fordi han elskede pigen, der ville blive til aske, hvis han gjorde hende til sin. Kan du gætte, hvad der skete, da hjertet blev revet ud?" Spurgte Cloudee. "Jeg har penge, jeg har magt, og jeg har arvet Debatty kræfterne. Jeg behøver ingen bog skrevet af den sølle Orberta Hulda. Jeg er din fader, og jeg beder dig om at holde dig væk fra Amanda Titen. Du kan kun drømme om at gøre hende til din, intet der nogensinde ville blive til virkelighed. Vidste du, at der kun findes 5.000 Sabia på hele Unush Ethre? Amanda vil blive til aske, hvis du gjorde hende til din. Hendes fader vil dræbe dig, og hvem hænger så på den i sidste ende?" Mormerto's blå øjne var som is, der ville skære ind i Cloudee's dybeste punkt. Cloudee kiggede tøvende, derefter læste han blot videre i bogen. "Og du som skal bære navnet Debatty. Jeg er skuffet," indrømmede han og smækkede døren bag sig. Cloudee sprang straks op for at låse døren, og fandt derefter transport tasken frem. I et øjeblik kiggede han blot ned, men så sprang han ned i den. Han svingede mellem himmel og jord, og en kvalmende følelse tog ham på maven. Men da han åbnede øjnene igen, stod han endelig inde i Amanda's værelse. Amanda sprang op i et chok. Cloudee hev hende tæt ind til sig og begyndte at ae hendes lange mørke hår. "Du milde, Cloudee. Tænk hvis min fader var herinde," hviskede hun. "Amanda, lov mig, at du aldrig bliver til aske."

"Cloudee, hva' er...," nåede hun at sige, inden han kyssede hende blidt på læberne.

Ruhaa Gyden

Han lod som om, at han skulle til at finde en bog. Lyden af råbende mænd kunne stadig høres udenfor. "Find Marko De Misil!" Råbte en stemme, som han kunne genkende. Bibliotekaren kiggede trygt på ham. Der var intet sted i Zewa, som var lige så sikkert som biblioteket Zhara. I det han kiggede sig over skulderen, fik han straks øjenkontakt med en af dem. "Han er inde i Zhara!" Råbte manden. Hans stemme var kraftig, og han var stor i det. "Marko, din svans! Kom herud!" Råbte den kraftige mand endnu engang. Marko's smilehuller kom til syne, da han smilede til bibliotekaren. Var det ikke fordi han havde en overtalende charme, havde han været død flere år siden. Bibliotekaren så helt ny forelsket ud, og hun endte med at pege på bagdøren. De store kutteklædte mænd besluttede sig for at indtræde Zhara, men endte med at vælte omkuld, da de nåede grænsen. Marko løb ud af bagdøren med hans lange frakke lige i hælene. Da han havde løbet i et stykke tid, gik det op for ham, at han ikke anede, hvor han var. Han stod i en kulsort gyde, som han aldrig havde set før. Han blinkede et par gange, for at være sikker på, hvor han befandt sig. "Søn af en fe. Søn af en forurenet niminsha," lydende gav ham gåsehud. Det var ikke stemmer, han havde hørt før. Han kiggede til højre, hvor solen var oppe. Derefter kiggede han til venstre, hvor mørket havde overtaget. Pludseligt slog det ham, at han stod i Ruhaa Gyden. Vejen til evig ondskab, vejen til at sælge sin niminsha. Det var her, det hele skete. Det var her, at Donnie Demoore havde tilintetgjort Ruhaeen. Det var her, de to veje skiltes ad. Krydsede han vejen her, ville hans niminsha blive forurenet. Pludseligt tog noget fat i ham, og han blev straks transporteret hjem til sit værelse. "Hvad lavede du ved Ruhaa Gyden?" Spurgte hans far. Hans blik var alvorligt rettet imod Marko. "Bør jeg ikke spørge om det samme?" Sagde Marko. Mundus De Misil strøg en hånd gennem håret. Han var en del større end Marko, og hans lange skæg var flettet i en fletning. Marko havde arvet sin mors charme, øjne, og generelt hendes smukke udseende, og det kunne man ikke tage fejl af, for han var intet som Mundus. "Du skal ikke rende rundt og tro, at du er Donnie Demoore!" Skældte han ud. "Du kan gå igang med at tage stadstøjet på, da der er maskebal i aften," informerede han ham. Mundus skred ud af døren, og Marko var overrasket over, at han var sluppet så let. Han beundrede sit spejlbilled, mens han knappede sin skorte.

Marganitha Beth Simat.

Yuna sukkede. Hun stak en hånd i vejret.

"Hvad blev der af turen til Adam Zahrat Bersharat?" Spurgte hun.

Madam Lyoll forklarede endnu engang, at det ikke var muligt at sende dem til østen.

Yuna's klør kræsede i bordet. Det var ikke fordi, hun var sur over det, men kætteres klør var arvelige, og de var absolut ikke til at styre.

Cloudee tog hende i hånden. Hun kiggede ham dybt i hans himmelblå øjne, og straks holdt hendes klør op med at kradse i bordet. Han slap hendes hånd og kiggede omgående op på Madam Lyoll. Hun beundrede hans udseende, og hans evner til at stoppe hvad som helst, blot ved at røre ved en person.

"Det er vidunderligt at ha' dig i klassen, Cloudee Debatty" roste hun ham. Hun kiggede derefter hånende på Yuna Flamir.

"Vi tager nordpå for at fange stjerner. I skal medbringe stjernefangere, da det er den tid på året, der falder flest stjerner på Marganitha Beth Simat. Da luften er utrolig giftig, skal i medbringe masker. Vi sover på Mahrizat Beth Simat, siden det ikke kan lade sig gøre, at vi sover på Marganitha Beth Simat," informerede hun dem.

"Sikke en langt ude ide. Vidste i, at der eksistere vilde Jesire derover? Jeg vil anbefale Adam Yahana, som ikke sætter vores liv i fare," sagde Amanda Titen.

Eleverne kiggede skræmte på hende. "Je-j-Jesire?" sagde Yuna spørgende.

"Blodsugere. Det siges, at de er værre end vampyrer. Og siden Marganitha Beth Simat er på -50 grader døgnet rundt, ser landet aldrig solen. Det tiltrækker Jesire. Til gengæld er det muligt for os, at se hvem der er menneske, og hvem der ikke er. Jesire skiller sig fuldstændigt ud fra vampyrer, da de slet ikke tager menneskeskikkelse," sagde Amanda, helt selvtilfreds med sine informationer om hvad der befinder sig i Marganitha Beth Simat.

"Jeg må desværre skuffe dig, Amanda. Unush Ethre er en del af Marganitha's stjernesjæl, så en Jesire kunne aldrig overleve på Marganitha. Ønske kræften er for stor til, at de vil kunne overleve der," forklarede Madam Lyoll. Skoleklokken ringede, og straks sprang eleverne op fra stolene. Madam Lyoll tog straks en due's form og fløj ud af vinduet. Yuna skulle lige til at spørge Cloudee ud, da Amanda tog ham i hånden, mens de gik ud af døren. Flamir kiggede ned på bordet, som hun havde kradset hans navn ned i.

Eventyret begynder.

Et sted ved Niminthavejen slog det Big Bang. Vores eventyr begynder i et andet univers. Det siges, at Unush Ethre blev opkaldt efter en engel. En vandrehistorie som havde ændret sig med tiden. Unush Ethre var ikke andet end blot en myte, som var ved at blive glemt med tiden. 100 år før vores tid, blev en legende ved navn Donnie Demoore født. Det siges, at han havde Unush Ethre i blodet. Vi tager sted i Unush Ethre's midtpunkt. Landet Zewa var blevet overtaget af Ruhaaen, som ifølge vores historie er ondskab. Dagen var mørkere end farven sort, og natten var intet mindre end et mareridt. Legenden fortæller, at Donnie Demoore befriede Zewa fra det onde og låste Ruhaeen dybt inde i Unush Ethre. I frygt for at Ruhaeen nogensinde ville slippe fri igen, forelskede Donnie sig i Marry Mowie. Fik man nogensinde en fe's kærlighed, betød det intet mindre end evig ungdom. Men alt dette forblev en myte. Feer var sjældne, og der gik 200 års mellemrum, før det var muligt at finde en. Donnie Demoore var forsvundet såvel som Ruhaeen. Men legenden fortæller også, at Donnie Demoore vil befri Zewa endnu engang, når Ruhaeen vil forurene Unush Ethre's engle sjæl.

Der var fyrværkeri overalt, og vi trådte endelig ind i år 2057. Glædelig Banga.