Debatty - Hjemmet af mørke.

"Hvad laver dette hus på denne side af Zewa?" Spurgte et barn og pegede på Debatty huset. Moderen skubbede hende videre uden at besvare hendes spørgsmål. Cloudee kiggede på dem gennem vinduet, og selv på lang afstand kunne han høre, hvad der blev sagt. Mormerto trådte ind på Cloudee's værelse. Det første han bemærkede var, at billedet af Amanda stadig hang oppe på væggen, selvom han havde bedt Cloudee flere gange om at rive det ned. Han sad i hjørnet med en bog i hånden, og da Mormerto gjorde ham bevidst om, at han nu ville tale med ham, kiggede han endelig op. I det mørke rum lyste Cloudee's himmelblå øjne, og de var næsten det eneste til at se. Udenfor skinnede solen, men herinde var der mørkt. Det hele var så mørkt, men ingen havde behov for lys. "Har jeg ikke bedt dig om at rive billedet ned?" Sagde Mormerto. "Mormerto, har du nogensinde læst bogen Kærlighed på Unush Ethre, som er skrevet af Orberta Hulda? Drengen de ville rive hjertet ud af, fordi han elskede pigen, der ville blive til aske, hvis han gjorde hende til sin. Kan du gætte, hvad der skete, da hjertet blev revet ud?" Spurgte Cloudee. "Jeg har penge, jeg har magt, og jeg har arvet Debatty kræfterne. Jeg behøver ingen bog skrevet af den sølle Orberta Hulda. Jeg er din fader, og jeg beder dig om at holde dig væk fra Amanda Titen. Du kan kun drømme om at gøre hende til din, intet der nogensinde ville blive til virkelighed. Vidste du, at der kun findes 5.000 Sabia på hele Unush Ethre? Amanda vil blive til aske, hvis du gjorde hende til din. Hendes fader vil dræbe dig, og hvem hænger så på den i sidste ende?" Mormerto's blå øjne var som is, der ville skære ind i Cloudee's dybeste punkt. Cloudee kiggede tøvende, derefter læste han blot videre i bogen. "Og du som skal bære navnet Debatty. Jeg er skuffet," indrømmede han og smækkede døren bag sig. Cloudee sprang straks op for at låse døren, og fandt derefter transport tasken frem. I et øjeblik kiggede han blot ned, men så sprang han ned i den. Han svingede mellem himmel og jord, og en kvalmende følelse tog ham på maven. Men da han åbnede øjnene igen, stod han endelig inde i Amanda's værelse. Amanda sprang op i et chok. Cloudee hev hende tæt ind til sig og begyndte at ae hendes lange mørke hår. "Du milde, Cloudee. Tænk hvis min fader var herinde," hviskede hun. "Amanda, lov mig, at du aldrig bliver til aske."

"Cloudee, hva' er...," nåede hun at sige, inden han kyssede hende blidt på læberne.