Haram Uma.

Chanelle ledte efter Haram Uma. Hans hus var stort og møbleret på en anden måde, end det hun kendte til hjemme hos sig selv. En stilhed havde lagt sig omkring området, og dog alligevel kunne fuglene høres udenfor. Solen var stået op, og skinnede nu direkte ned på det smukke område. Det var Chanelle's første gang på udkanten af Zewa. Den lette vind strøg igennem hendes hår, og hun bekymrede sig ikke længere om, hvor vidt hendes identitet kunne ses. I et øjeblik glemte hun hele situationen og nød øjeblikket. "Skønt vejr," afbrød en stemme, som hun tidligere havde hørt. Hun vendte sig om, og så vampyren fra tidligere sidde ved spisebordet. Han slikkede det sidste blod, som havde siddet på hans pegefinger. Bekymringerne og spørgsmålene slog hende igen. Hvem's blod var det? Var Haram Uma stadig i live? Og hvordan kunne han overleve i sollys? "Haram Uma," råbte hun. Hun blev ved med at råbe, i håb om at Haram Uma snart ville svare hende. Men der var ikke spor eller lyd af Haram Uma, som burde befinde sig her et sted. Vampyrens spidse tænder var synlige, hver gang han åbnede munden. Det lod til, at han nød Chanelle's frygt, det morede ham. Hun løb ud af det store hus. Foran hende stod vampyren endnu engang, som rettede på sit jakkeærme. Han nærmede sig hende præcis som sidst, men denne gang fjernede han det lange hår, og gjorde sig klar til at sætte de spidse tænder i halsen på hende. Hun kunne mærke ham ånde helt tæt på, som i det her tilfælde ikke var vanskeligt. Tidligere var der ikke tegn på, at dette væsen havde liv i sig, men nu mærkede hun også varmen strømme ud af hans krop. "Will, hvad i alverden laver du?" Spurgte en gammel mand, som trådte ud af huset i badekåbe. Han så alt for gammel ud til, at hun kunne bedømme, hvor gammel denne mand var udfra udseendet. Men en ting var hun sikker på, dette var Haram Uma. Chanelle skubbede vampyren, som lige var blevet kaldt Will væk. "Er du på talefod med denne Will?" Spurgte hun. "Det er mit barnebarn," svarede han venligt. Hun rystede på hovedet. Det her lød alt for usandsynligt. Will fnes. Inden længe gik det op for hende, at hun sad i en stol overfor Will, mens Haram Uma hældte te ned i en fin lille kop. "Vidste du, at udkanten af Zewa ligger ved mørket?" Spurgte han. Hun svarede ikke. Det hele var indviklet. Hvis det var den mørke side, hvorfor var der sol? Hvad gjorde, at Will kunne overleve lyset - Og mest af alt, havde hun forurenet sin niminsha? Haram Uma fortsatte. "Magi her og der, og så er den falske sol oppe på himlen." I det han sagde det, hældte han blod ned i Will's kop. "Men kære Chanelle, regeringen overdriver. De fortæller om hvor vidt, det er umuligt at krydse Sicendola, og at vi alle vil forurene vores niminsha, ved at træde ind på den mørke side. Sandheden ligger sådan, at de vil have, at vi har noget at frygte. Akrin ejerne er et godt eksempel på, hvem der spille denne rolle i regeringen." Hun tænkte straks på Debatty, som hun gik i klasse med. Men hun ville ikke oplyse noget den dag.