"Marko, det er tid til, at du får Sakura træerne til at blomstre," sagde Velma's stemme. Han kiggede ud på den flotte sø, som var omringet af de endnu ikke blomstrende Sakura træer. I dag var det 80år siden, at Velma havde holdt ham i hænderne. Marko mærkede hendes hænder omkring ham, og han forstillede sig, hvilken smuk og fantastisk kvinde, hans mor var. Han strøg en hånd over alle træerne, han passerede, som straks begyndte at blomstre. Til sidst kiggede han tilfreds på dem, og derefter lagde han sig ned i det sommer grønne græs og kiggede op på solen. De mange minder fik ham til sidst til at falde i søvn.
En hånd strøg igennem hans hår. Et øjeblik troede han, at Velma De Misil var tilstede, men da han åbnede øjnene på klem, opdagede han et bekendt ansigt. "Du er charmerende, selv når du sover," sagde Yuna. Han skar en grimasse. Det var første gang i 80år, at en pige havde afbrudt ham under hans lur. Han skubbede hende til side, så hun faldt ned i græsset. "Hvorfor bærer du altid handsker, og hvorfor befinder du dig her?" Yuna ignorerede det første spørgsmål, men hun svarede straks på det andet; "Jeg har altid elsket Sakura træerne, så hvert år tager jeg herind, den dag de blomstrer. Det er interessant at se, at vi har så vidunderlige træer fra en anden planet." Marko var ikke helt overbevist, men han kastede sig alligevel ud over hende og greb hende i et kys. Yuna skubbede ham væk. "Hvad i al verden laver du?" Spurgte hun ophidset. "Er det ikke det, du gerne vil have? Du afbryder mig under den eneste dag på året, hvor jeg gerne vil være alene, og du forventer, at jeg ikke får en anden opfattelse?" Marko fnes. Han lagde sig ned i græsset igen. Yuna rejste sig op og hev handskerne af hænderne. "Jeg er kætter," sagde hun. Hun kastede dem på ham og transporterede sig selv væk. Nu forstod Marko. Han følte sig ydmyget, mens han holdt handskerne i hænderne. Yuna var ikke en hvem som helst pige, og Marko var begyndt at bryde sig om hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar