Debatty & Vanilla og de skrigende bøger.

Troy satte sig på bordet. Han kiggede ud af vinduet, og beundrede de første snefnug som var begyndt at falde. Troy Vanilla var blevet tvunget til dette møde med Cloudee Debatty, da de skal lære at kunne arbejde sammen. Det havde deres fædre besluttet. Der var intet vigtigere end, at Vanilla og Debatty kunne arbejde sammen på lige fod. Troy var absolut ikke rette til mode, især fordi Cloudee var en time forsent på den. Han var blevet tvunget i et jakkesæt, trods han aldrig ville gå i jakkesæt af egen fri vilje. Biblioteket var så stort, at man kunne fare vild. Han undrede sig over, at Debatty måske havde faret vild i boglabyrinten. Men senere besluttede han, at det lød højst usandsynligt.

Længere væk stod Cloudee Debatty. Han kiggede skeptisk på Troy, som ikke havde opdaget, at Cloudee var tilstede. Hans blik var fastlagt mod Vanilla. Kunne han betro sig denne Vanilla, som tidligere havde sagt, at han frygtede familien Debatty? Og ville han nogensinde drive forretning med ham? Cloudee var flere bogreoler væk, og med hans arvelige evner, kunne han se Vanilla igennem dem alle. "Cloudee," sagde Troy. En ting havde Debatty glemt, Vanilla havde også arvelige evner. "Fortæl mig ikke, at du glemte, at jeg er tankelæser? Jeg kan høre dine skeptiske spørgsmål på så lang afstand, som du kan se mig igennem bogreolerne." Debatty sukkede. "Hvordan kunne jeg overse den lille detalje," mumlede han. Han gik med oprejst pande og satte sig ved siden af Troy. "Du ved godt, at jeg ikke gør det her af egen fri vilje," indrømmede Vanilla. Det undrede ikke Cloudee, for han afskyede Vanilla. Det eneste de sammen havde tilfælles var magt. Det var grunden til, at de sad her i dag. Ikke fordi de brød sig om hinanden, men udelukkende på grund af magt. De var begge tavse, og trods de begge gik i samme klasse, havde ingen af dem noget at tale om. Debatty rejste sig og ledte efter en bog, som han kunne få tiden til at gå med. Vanilla gjorde det samme. I det samme de åbnede bøgerne, begyndte de med at skrige. Flere bøger skreg automatisk uden deres berøring, og nogle af bøgerne angreb. De stod begge og slog efter bøgerne. Det var en af de mange grunde til, at eleverne aldrig brugte skolebiblioteket. Bøgerne rev jakken af Vanilla, mens Debatty greb ud efter den. I det den gamle bibliotekar trådte ind, fløj alt liv ud af bøgerne væk. Det rodede med bøger. Hun sendte dem blikket, og de løb straks fnisende ud af biblioteket.

Haram Uma.

Chanelle ledte efter Haram Uma. Hans hus var stort og møbleret på en anden måde, end det hun kendte til hjemme hos sig selv. En stilhed havde lagt sig omkring området, og dog alligevel kunne fuglene høres udenfor. Solen var stået op, og skinnede nu direkte ned på det smukke område. Det var Chanelle's første gang på udkanten af Zewa. Den lette vind strøg igennem hendes hår, og hun bekymrede sig ikke længere om, hvor vidt hendes identitet kunne ses. I et øjeblik glemte hun hele situationen og nød øjeblikket. "Skønt vejr," afbrød en stemme, som hun tidligere havde hørt. Hun vendte sig om, og så vampyren fra tidligere sidde ved spisebordet. Han slikkede det sidste blod, som havde siddet på hans pegefinger. Bekymringerne og spørgsmålene slog hende igen. Hvem's blod var det? Var Haram Uma stadig i live? Og hvordan kunne han overleve i sollys? "Haram Uma," råbte hun. Hun blev ved med at råbe, i håb om at Haram Uma snart ville svare hende. Men der var ikke spor eller lyd af Haram Uma, som burde befinde sig her et sted. Vampyrens spidse tænder var synlige, hver gang han åbnede munden. Det lod til, at han nød Chanelle's frygt, det morede ham. Hun løb ud af det store hus. Foran hende stod vampyren endnu engang, som rettede på sit jakkeærme. Han nærmede sig hende præcis som sidst, men denne gang fjernede han det lange hår, og gjorde sig klar til at sætte de spidse tænder i halsen på hende. Hun kunne mærke ham ånde helt tæt på, som i det her tilfælde ikke var vanskeligt. Tidligere var der ikke tegn på, at dette væsen havde liv i sig, men nu mærkede hun også varmen strømme ud af hans krop. "Will, hvad i alverden laver du?" Spurgte en gammel mand, som trådte ud af huset i badekåbe. Han så alt for gammel ud til, at hun kunne bedømme, hvor gammel denne mand var udfra udseendet. Men en ting var hun sikker på, dette var Haram Uma. Chanelle skubbede vampyren, som lige var blevet kaldt Will væk. "Er du på talefod med denne Will?" Spurgte hun. "Det er mit barnebarn," svarede han venligt. Hun rystede på hovedet. Det her lød alt for usandsynligt. Will fnes. Inden længe gik det op for hende, at hun sad i en stol overfor Will, mens Haram Uma hældte te ned i en fin lille kop. "Vidste du, at udkanten af Zewa ligger ved mørket?" Spurgte han. Hun svarede ikke. Det hele var indviklet. Hvis det var den mørke side, hvorfor var der sol? Hvad gjorde, at Will kunne overleve lyset - Og mest af alt, havde hun forurenet sin niminsha? Haram Uma fortsatte. "Magi her og der, og så er den falske sol oppe på himlen." I det han sagde det, hældte han blod ned i Will's kop. "Men kære Chanelle, regeringen overdriver. De fortæller om hvor vidt, det er umuligt at krydse Sicendola, og at vi alle vil forurene vores niminsha, ved at træde ind på den mørke side. Sandheden ligger sådan, at de vil have, at vi har noget at frygte. Akrin ejerne er et godt eksempel på, hvem der spille denne rolle i regeringen." Hun tænkte straks på Debatty, som hun gik i klasse med. Men hun ville ikke oplyse noget den dag.

Vampyrer på Sicendola street 69.

Chanelle Oura gik igennem Sicendola Street. Hun skimtede talene igennem sit pandehår, som hun druknede i. Det varede ikke længe, før hun stod ved Street 69. Sicendola street var det farligste kvarter, som var en del af Zewa, men nu stod hun her. Ikke engang Akrin vogterne satte fod på Sicendola Street, så farligt, som det var. Men det var vigtigt, at hun krydsede gaden, så hun kunne rapportere til Haram Uma, som boede ude i kanten af Zewa. Det var ikke det nemmeste at være brevdue, men var man Oura, havde man intet andet valg. Hendes evner til at overtale var nyttige, men måske ikke i denne farlige situation. Hun var blevet advaret om, at hun skulle være så forsigtig som muligt, når hun krydsede Street 69. Hun hørte skridt bag sig. Panikken var for alvor ved at ramme hende. Da lyden af skridt blev højere, begyndte hun at løbe. Hun hev efter vejret. Uanset hvor hurtigt hun løb, var det ikke hurtigt nok. Hun stoppede brat op. Trods hendes pandehår, fangede en smuk fyr hendes blik. Hans hår var i perfekt stand og han var iklædt et hvidt jakkesæt. Men selv igennem hendes pandehår, kunne hun se hans røde øjne lyse op. Hun vendte sig om, da hun ikke ville sætte livet på spil. Den mystiske og smukke fyr fulgte efter hende, som var han hendes skygge. "Brevduer," sagde han. "Det er sjældent de krydser Sicendola Street. Den sidste brevdue, var så vidt jeg husker tilbage fra 1700'tallet." Det slog hende ind, at han var vampyr. Hun mødte hans blik, og til hendes ærgelse, stivnede hun. Drengen, eller rettere, denne gamle skabning, ville gøre det af med hende. Han nærmede sig hende, og da hun lukkede sine øjne, var hun nu overbevist om, at det ville være hendes sidste sekunder at leve i. Men som hun ikke havde forventet, puffede han blot hendes pandehår væk. Til vampyrens overraskelse, var Chanelle Oura en ubeskrivelig smuk pige. Hendes grønne øjne var som tegnet på papir, og hendes læber var så velformede. Chanelle tog chancen. Hun tog fat i hans hånd, og prøvede på at overtale ham til at slippe hende. "Overtalelse evner?" sagde han, med en mere venlig tone denne gang. Han tog fat i hendes hånd og lod hende mærke hans bryst. "Intet banker. Du kan ikke overtale et Ikke-levende menneske," sagde han smilende. Straks var lammelsen over, og hun kunne bevæge sig som før. Hun trådte få skridt tilbage. "Men overtalelsesevner? Er det ikke en for stor risiko at løbe?" Han gik nærmere hen til hende. "Fortæl mig ikke, at du skal krydse Sicendola, for at rapportere til Haram Uma?" Spurgte han. Chanelle nikkede. Flere vampyrer var til at se nu, og den ubekendte vampyr træk hende tæt ind til sig. Hun blev straks transporteret væk, og befandt sig alene i udkanten af Unush Ethre. Hvor var han blevet af?

Ondskabets kopier af Ruhaeen.

Hendes nøgne krop rystede af kulde. Tænderne kunne ikke holde sig stille, og hun kneb sine øjne i flere gange, for at undgå vinden der var som is mod hendes ansigt. Hun kiggede ud på det mørke hav som lignede et sort hul. Hun havde intet valg, hun var født med en forurenet niminsha. Hendes mål i livet var onskab. Hun tog hænderne til hendes is blege ansigt i et forsøg på at føle varme, men på denne side af Zewa var det udelukkende kun mørke og kulde. Hun var endnu en kopi af Ruhaeen, som var endnu et håbløst forsøg på at vække Ruhaeen til live igen. Noget varmt blev kastet rundt om hendes nøgne krop, og et hårdt greb tog hende om skulderen. "Rewana," sagde en dyb stemme. Hun vendte sig yndefuldt om og kiggede på manden. Hans ansigt var hæsligt. Han havde et ar på kinden, hans øjenbryn var behårede, og hans øjne var sorte og blanke. "Tænk at ondskab kan være så smukt," sagde han. Rewana ignorerede, at han ikke var det mest kønne som eksisterede, men betragtede ham som endnu en person. Han trak hende hele vejen igennem byen og ned til Ruhaa gyden. Hendes bare tæer blødte. Både Rewana og manden kiggede på lyset fra den anden side af gyden. "Det er her, din mission starter," sagde han. Hun satte sin fod ind på gyden, og begyndte at gå igennem det der kunne være evigheder.

Vores eksistens er truet af ondskab. Vi kan give folk en chance, men vi kan ikke altid stole på dem. Selv det mest onde kan indtræde vores verden, og ødelægge alt hvad vi er på et split sekund.

Elizabeth Bour og en ny hverdag.

En ung kvinde trådte ind i klasselokalet. Hendes upassende tøj vakte opmærksomhed. Drengene kiggede et upassende sted, da hun skrev sit navn på tavlen. "Mit navn er Elizabeth Bour, jeg er 24år, og jeg er jeres nye lærer. Kontoret har ikke informeret jer om det, men Madam Lyoll har været ude for en ulykke under en forvandling. Jeg er her de næste to måneder, og jeg ser frem til, at vi alle får et godt sammenhold. Jeg vil gerne ha', at vi alle fortæller lidt om os selv. Jeg starter gerne; Jeg er halv kætter, men det kan ikke ses. Jeg har arbejdet som lærer i 4år, og jeg forstår udmærket, hvis det undre jer over, hvorfor jeg er så ung. Mit yndlings feriested er Marganitha Beth Simat, og derfor ser jeg frem til, at jeg kommer afsted sammen med jer. Min yndlings farve er lyseblå, da jeg ikke kan andet end at elske himlen. Min største angst er Ruhaa gyden. Jeg ser op til Donnie Demoore, da han var den første til at acceptere, hvad vi kættere er. Jeg er god til at synge, og har været med i utallige forstillinger i Zewa's store opera hus," sagde hun. Hun kiggede rundt og stoppede blikket på drengen længst til venstre. Hans blonde hår strittede til alle sider, og hans hassel farvede øjne borede sig ind i Elizabeth's grønne øjne. Hun sendte ham et varmt smil. "Det er ikke høfligt at læse andre's tanker," sagde hun. Han kiggede forvirrende rundt. "Hvordan vidste du, at jeg kunne læse dem?" Spurgte han. "Du milde, fik jeg ikke nævnt, at jeg er halv kætter? Det er jeg ret sikker på, at jeg fik gjort. Nu du er igang, kunne du være den første til at fortælle om dig selv," insisterede hun. Han rødmede. "Mit navn er Troy Vanilla. Jeg kommer fra en meget velhavende familie, da de alle arbejder i retten og giver dommen. Jeg er fuldblods Tuia, som betyder tankelæsere. Mit yndlings feriested er Vanilla øerne, da der ingen andre er, fordi vi ejer dem. Min største angst er Debatty...," han stoppede op. Han kiggede sig over nakken, hvor Cloudee sad og kiggede håndende på ham. Elizabeth kiggede chokeret på Cloudee, men fortalte straks Troy, at han skulle fortsætte. "Min yndlings farve er grøn, fordi jeg lige forelskede mig i dine øjne," sagde han charmerende. Det satte en masse larm igang, og Elizabeth slog ned i bordet, for at få dem til at tie stille. "Det er vidst nok nu, Hr. Vanilla."

Hun smilede til pigen ved siden af, som druknede i sit eget pandehår. Hun kiggede ned i bordet, og lod ikke til at bemærke, at Elizabeth bad hende om at fortælle om sig selv. Troy puffede til hende, så hun kunne være opmærksom på, at det nu var hendes tur. Hun rystede på hovedet. "Det er Chanelle Oura, hun taler aldrig," sagde Troy. Elizabeth kiggede skuffet på hende. "Jeg håbede på, at i alle ville fortælle lidt om jer selv, da det lader til, at der ikke er mere end syv i klassen. Hvor er resten henne?" Spurgte hun. Amanda rakte hånden op. "Vi er blevet delt op," svarede hun. "Det må jeg undersøge senere. Kunne du fortælle noget om dig selv?" Spurgte Elizabeth. "Mit navn er Amanda Titen, og jeg er Sabia," hun fik straks tårer i øjnene. Elizabeth kiggede bekymret. "Du behøver ikke," sagde hun. "Nej, jeg kan godt," sagde Amanda og tørrede tårene væk. "Mit yndlings feriested er Adam Yahana, da det er det eneste sted, jeg har været sammen med Cloudee. Min yndlings farve er også himmelblå, da jeg kunne drukne i personen jeg elsker's øjne. Min største angst er, at jeg bliver til støv. Jeg ser op til Marry Mowie, fordi hun er en helt. Jeg er god til at tegne," fortalte hun. Elizabeth var tilfreds. Hun kiggede derefter på Cloudee. Han sad med armene over kryds og kiggede irriteret på hende. "Jeg er Debatty, hvad vil du vide? Vi ejer fængslet Akrin, hvor vi smider alle kættere ind som dyr, uskyldige som var de skyldige. Vi er meget berygtede og frygtede. Er det det, du vil vide?" Det var tydeligt, at han ikke brød sig om Elizabeth. "Cloudee, hold op," hviskede Amanda. Elizabeth undrede sig over, hvordan Madam Lyoll kunne holde disse elever under kontrol. "Mit navn er Yuna Flamir, og jeg er fuldblods kætter. Sandheden er, at jeg hader at fortælle om mig selv. Jeg kommer ikke fra en velhavende familie, vi er kættere, og jeg er ikke god til noget," sagde hun. Elizabeth var skuffet. Hvorfor var Yuna så utilfreds med, at hun var kætter? "Den eneste grund til, at du ikke fortæller om dig selv, er vel ikke fordi Cloudee ikke fortæller om sig selv?" Spurgte en pige, som sad bagerst. "Hold din kæft, Margret. Du render rundt og tror, at du ejer alt," råbte Yuna. Troy fnes. "Hvem forelsker sig i et uhyre?" Spurgte han. Cloudee skubbede stolen bag sig og gik straks imod Troy. Det udviklede sig hurtigt til en slåskamp, som Elizabeth prøvede på at stoppe. Amanda skubbede Cloudee bagud og holdt om ham, så han ikke kunne angribe Troy igen. Yuna løb ud af døren. Elizabeth satte sig skuffet på stolen. "Jeg håber, at vi kan få en ny hverdag herinde," sagde hun.