Maskebal.

"Yuna, lad os snige os ind på de riges maskebal," sagde Linda.

Yuna rystede på hovedet, indtil hun kom i tanke om, at Cloudee måske var tilstede. "Hvordan skulle vi snige os ind?" Spurgte hun. Linda's smil var lusket. "En af mine venner er inviteret, og han har medbragt en transport taske med."

"Men de hader kættere," sagde Yuna. Linda hev to silke blå handsker frem.

De klædte sig på, og de lignede begge flotte ældre kvinder. Yuna Flamir var iført en lyseblå kjole, mens Linda havde en rød kjole på. Yuna's bølgede blonde hår var sat op, mens hun havde en hvid fjermaske i hånden. Linda tog tasken frem, og de sprang begge ned i den. De blev straks transporteret ind i det flotte store slot, hvor maskeballet forgik. Linda's ven tog Linda i hånden, og de forsvandt begge i det blå. Yuna stod midt i maskeballet, uden at være bevidst om, hvad hun nu skulle fortage sig. Hun tog masken til ansigtet og begyndte at søge efter Cloudee.

Efter et stykke tid, var Yuna ved at give op. Hun kiggede i retning af døren, da hun opdagede, at en fyr stod og betragtede hende. Hun begyndte at søge gemmesteder imellem menneskerne, men i sidste ende slap han hende ikke af syne.

Yuna besluttede sig for, at hun ville finde Linda. Hun løb imellem menneskerne, mens drengen med masken var efter hende. Menneskerne kiggede efter dem, da de løb igennem slottet. Hun løb op og ned af trapper, igennem gange og i lukkede rum. Til sidst stod Linda for øjnene af hende, og da hun skulle til at fortælle hende om den mystiske dreng, tog en hånd hende på skulderen.

Han tog fat i hendes håndled, og trak hende hele vejen med ind til et lukket rum. "Jeg vil se pigen bag masken," sagde han, og derefter trak masken af Yuna. Hun kiggede forvirret på ham, men så trak han selv masken af. Hans charme og guddommelige udseende forførte hende. "Marko De Misil," sagde han, og begyndte at kysse hende på halsen og op ad. Hun nåede lige at fortælle ham, at hun hed Yuna Flamir, inden hun selv begyndte at kysse med.

Straks gik det op for hende, at det var et forførende trick, og hun skubbede Marko væk. Han prøvede på at nærme sig hende, men hun trak i håndtaget og løb ned til Linda for at transportere sig væk.

Velma De Misil.

Dommeren hamrede ned i bordet, da alle skændtes efter Yamed Gyllis' dom. Der blev mere roligt, og den næste fængslede kom til syne. Vagterne holdt fast i ham, da han blev betragtet som yderst farlig. Dommeren holdt blikket fast på ham, hvor han derefter sagde; "Gamiz Laris, du siger, at du har oplysninger, som kan befri dig fra Èrovja fængslet i østen. Er dine oplysninger ikke nyttige, vil du blive overført til Akrin fængslet her i Zewa."

Gamiz's øjne var svulmet op, og hans beskidte klør kunne angribe når som helst. Mormerto Debatty og Mundus De Misil sad begge og hviskede om Gamiz, som de var bekendte med. "Jeg har navne," sagde han. Straks var Mormerto's øjne ved at bore sig ind i hjertet på Gamiz, men derefter besluttede sig for, at han ville lade Gamiz tale. Gamiz skubbede til den fedtede tot, som hang over hans ansigt med hans beskidte hånd. Han rettede blikket mod Mormerto. "Mormerto Debatty gav top hemmelige oplysninger til Ruhaaen igennem Ruhaa gyden, og han har overtrådt grænsen. Hvilke rettigheder har han, når hans niminsha er forurenet?" Spurgte Gamiz. Dommeren kiggede skuffet på Gamiz og skulle lige til at hamre ned i bordet, da Gamiz begyndte at råbe; "Stop, vent."

Dommeren lod være med at give Gamiz sin dom, og ventede nu blot på endnu flere ord fra ham. "Kættere," hviskede Mormerto.

"Feen Velma De Misil har været eftersøgt i flere tusinder år," sagde Gamiz. Mundus rettede sig straks op. "Gør noget," hviskede Mundus til Mormerto. Han havde en klump i halsen, for sandheden var ved at komme frem. Mormerto borede sine iskolde øjne ind i hjertet på Gamiz, og han fik straks et hjertestop. Dommeren og vagterne kiggede mystisk på Gamiz, som havde fået et hjertestop uden videre. Dommeren kiggede efter Debatty, men både han og Mundus havde transporteret sig væk, inden nogle bemærkede de var tilstede. Mundus tørrede svedpletterne på panden af. "Det var tæt på," mumlede han.

Debatty - Hjemmet af mørke.

"Hvad laver dette hus på denne side af Zewa?" Spurgte et barn og pegede på Debatty huset. Moderen skubbede hende videre uden at besvare hendes spørgsmål. Cloudee kiggede på dem gennem vinduet, og selv på lang afstand kunne han høre, hvad der blev sagt. Mormerto trådte ind på Cloudee's værelse. Det første han bemærkede var, at billedet af Amanda stadig hang oppe på væggen, selvom han havde bedt Cloudee flere gange om at rive det ned. Han sad i hjørnet med en bog i hånden, og da Mormerto gjorde ham bevidst om, at han nu ville tale med ham, kiggede han endelig op. I det mørke rum lyste Cloudee's himmelblå øjne, og de var næsten det eneste til at se. Udenfor skinnede solen, men herinde var der mørkt. Det hele var så mørkt, men ingen havde behov for lys. "Har jeg ikke bedt dig om at rive billedet ned?" Sagde Mormerto. "Mormerto, har du nogensinde læst bogen Kærlighed på Unush Ethre, som er skrevet af Orberta Hulda? Drengen de ville rive hjertet ud af, fordi han elskede pigen, der ville blive til aske, hvis han gjorde hende til sin. Kan du gætte, hvad der skete, da hjertet blev revet ud?" Spurgte Cloudee. "Jeg har penge, jeg har magt, og jeg har arvet Debatty kræfterne. Jeg behøver ingen bog skrevet af den sølle Orberta Hulda. Jeg er din fader, og jeg beder dig om at holde dig væk fra Amanda Titen. Du kan kun drømme om at gøre hende til din, intet der nogensinde ville blive til virkelighed. Vidste du, at der kun findes 5.000 Sabia på hele Unush Ethre? Amanda vil blive til aske, hvis du gjorde hende til din. Hendes fader vil dræbe dig, og hvem hænger så på den i sidste ende?" Mormerto's blå øjne var som is, der ville skære ind i Cloudee's dybeste punkt. Cloudee kiggede tøvende, derefter læste han blot videre i bogen. "Og du som skal bære navnet Debatty. Jeg er skuffet," indrømmede han og smækkede døren bag sig. Cloudee sprang straks op for at låse døren, og fandt derefter transport tasken frem. I et øjeblik kiggede han blot ned, men så sprang han ned i den. Han svingede mellem himmel og jord, og en kvalmende følelse tog ham på maven. Men da han åbnede øjnene igen, stod han endelig inde i Amanda's værelse. Amanda sprang op i et chok. Cloudee hev hende tæt ind til sig og begyndte at ae hendes lange mørke hår. "Du milde, Cloudee. Tænk hvis min fader var herinde," hviskede hun. "Amanda, lov mig, at du aldrig bliver til aske."

"Cloudee, hva' er...," nåede hun at sige, inden han kyssede hende blidt på læberne.

Ruhaa Gyden

Han lod som om, at han skulle til at finde en bog. Lyden af råbende mænd kunne stadig høres udenfor. "Find Marko De Misil!" Råbte en stemme, som han kunne genkende. Bibliotekaren kiggede trygt på ham. Der var intet sted i Zewa, som var lige så sikkert som biblioteket Zhara. I det han kiggede sig over skulderen, fik han straks øjenkontakt med en af dem. "Han er inde i Zhara!" Råbte manden. Hans stemme var kraftig, og han var stor i det. "Marko, din svans! Kom herud!" Råbte den kraftige mand endnu engang. Marko's smilehuller kom til syne, da han smilede til bibliotekaren. Var det ikke fordi han havde en overtalende charme, havde han været død flere år siden. Bibliotekaren så helt ny forelsket ud, og hun endte med at pege på bagdøren. De store kutteklædte mænd besluttede sig for at indtræde Zhara, men endte med at vælte omkuld, da de nåede grænsen. Marko løb ud af bagdøren med hans lange frakke lige i hælene. Da han havde løbet i et stykke tid, gik det op for ham, at han ikke anede, hvor han var. Han stod i en kulsort gyde, som han aldrig havde set før. Han blinkede et par gange, for at være sikker på, hvor han befandt sig. "Søn af en fe. Søn af en forurenet niminsha," lydende gav ham gåsehud. Det var ikke stemmer, han havde hørt før. Han kiggede til højre, hvor solen var oppe. Derefter kiggede han til venstre, hvor mørket havde overtaget. Pludseligt slog det ham, at han stod i Ruhaa Gyden. Vejen til evig ondskab, vejen til at sælge sin niminsha. Det var her, det hele skete. Det var her, at Donnie Demoore havde tilintetgjort Ruhaeen. Det var her, de to veje skiltes ad. Krydsede han vejen her, ville hans niminsha blive forurenet. Pludseligt tog noget fat i ham, og han blev straks transporteret hjem til sit værelse. "Hvad lavede du ved Ruhaa Gyden?" Spurgte hans far. Hans blik var alvorligt rettet imod Marko. "Bør jeg ikke spørge om det samme?" Sagde Marko. Mundus De Misil strøg en hånd gennem håret. Han var en del større end Marko, og hans lange skæg var flettet i en fletning. Marko havde arvet sin mors charme, øjne, og generelt hendes smukke udseende, og det kunne man ikke tage fejl af, for han var intet som Mundus. "Du skal ikke rende rundt og tro, at du er Donnie Demoore!" Skældte han ud. "Du kan gå igang med at tage stadstøjet på, da der er maskebal i aften," informerede han ham. Mundus skred ud af døren, og Marko var overrasket over, at han var sluppet så let. Han beundrede sit spejlbilled, mens han knappede sin skorte.

Marganitha Beth Simat.

Yuna sukkede. Hun stak en hånd i vejret.

"Hvad blev der af turen til Adam Zahrat Bersharat?" Spurgte hun.

Madam Lyoll forklarede endnu engang, at det ikke var muligt at sende dem til østen.

Yuna's klør kræsede i bordet. Det var ikke fordi, hun var sur over det, men kætteres klør var arvelige, og de var absolut ikke til at styre.

Cloudee tog hende i hånden. Hun kiggede ham dybt i hans himmelblå øjne, og straks holdt hendes klør op med at kradse i bordet. Han slap hendes hånd og kiggede omgående op på Madam Lyoll. Hun beundrede hans udseende, og hans evner til at stoppe hvad som helst, blot ved at røre ved en person.

"Det er vidunderligt at ha' dig i klassen, Cloudee Debatty" roste hun ham. Hun kiggede derefter hånende på Yuna Flamir.

"Vi tager nordpå for at fange stjerner. I skal medbringe stjernefangere, da det er den tid på året, der falder flest stjerner på Marganitha Beth Simat. Da luften er utrolig giftig, skal i medbringe masker. Vi sover på Mahrizat Beth Simat, siden det ikke kan lade sig gøre, at vi sover på Marganitha Beth Simat," informerede hun dem.

"Sikke en langt ude ide. Vidste i, at der eksistere vilde Jesire derover? Jeg vil anbefale Adam Yahana, som ikke sætter vores liv i fare," sagde Amanda Titen.

Eleverne kiggede skræmte på hende. "Je-j-Jesire?" sagde Yuna spørgende.

"Blodsugere. Det siges, at de er værre end vampyrer. Og siden Marganitha Beth Simat er på -50 grader døgnet rundt, ser landet aldrig solen. Det tiltrækker Jesire. Til gengæld er det muligt for os, at se hvem der er menneske, og hvem der ikke er. Jesire skiller sig fuldstændigt ud fra vampyrer, da de slet ikke tager menneskeskikkelse," sagde Amanda, helt selvtilfreds med sine informationer om hvad der befinder sig i Marganitha Beth Simat.

"Jeg må desværre skuffe dig, Amanda. Unush Ethre er en del af Marganitha's stjernesjæl, så en Jesire kunne aldrig overleve på Marganitha. Ønske kræften er for stor til, at de vil kunne overleve der," forklarede Madam Lyoll. Skoleklokken ringede, og straks sprang eleverne op fra stolene. Madam Lyoll tog straks en due's form og fløj ud af vinduet. Yuna skulle lige til at spørge Cloudee ud, da Amanda tog ham i hånden, mens de gik ud af døren. Flamir kiggede ned på bordet, som hun havde kradset hans navn ned i.

Eventyret begynder.

Et sted ved Niminthavejen slog det Big Bang. Vores eventyr begynder i et andet univers. Det siges, at Unush Ethre blev opkaldt efter en engel. En vandrehistorie som havde ændret sig med tiden. Unush Ethre var ikke andet end blot en myte, som var ved at blive glemt med tiden. 100 år før vores tid, blev en legende ved navn Donnie Demoore født. Det siges, at han havde Unush Ethre i blodet. Vi tager sted i Unush Ethre's midtpunkt. Landet Zewa var blevet overtaget af Ruhaaen, som ifølge vores historie er ondskab. Dagen var mørkere end farven sort, og natten var intet mindre end et mareridt. Legenden fortæller, at Donnie Demoore befriede Zewa fra det onde og låste Ruhaeen dybt inde i Unush Ethre. I frygt for at Ruhaeen nogensinde ville slippe fri igen, forelskede Donnie sig i Marry Mowie. Fik man nogensinde en fe's kærlighed, betød det intet mindre end evig ungdom. Men alt dette forblev en myte. Feer var sjældne, og der gik 200 års mellemrum, før det var muligt at finde en. Donnie Demoore var forsvundet såvel som Ruhaeen. Men legenden fortæller også, at Donnie Demoore vil befri Zewa endnu engang, når Ruhaeen vil forurene Unush Ethre's engle sjæl.

Der var fyrværkeri overalt, og vi trådte endelig ind i år 2057. Glædelig Banga.