Beskyttelse

Chanelle Oura løb rundt på de forladte mørke gader. Hun stoppede brat op, da hun opdagede, at en vampyr slikkede det sidste blod på hænderne op, mens et menneske lå livløst på jorden. Den kolde vind var som knive mod hendes ansigt, men intet af det bemærkede hun, da hun så et så frygteligt syn. "I hører ikke til den her side af Zewa," skreg hun. Vampyren rettede blikket imod hende. Hendes øjne mødte hans, og hendes krop stivnede som den tidligere havde gjort på Sicendola Street. Han puffede hendes pandehår væk. "Det er for farligt at være herude, Chanelle," sagde han. "Will?" Mumlede hun. Igen kunne hun bevæge sig. Tårer trillede ned af hendes kinder. Hun var skrækslagen, og chokket havde stadig ikke lagt sig. Will kastede hans kappe på liget. "Har chokket lagt sig nu?" Spurgte han. Oura faldt ned til jorden og græd som et tåbelig barn. "I, I kan ik-ke bare indtræde den lyse side af Zewa, blot fo-rrdi det er Kalshi O' Zahli," hulkede hun. Will slog sig ned ved siden af hende. "Hvad laver du overhovedet herude, når du skal holde Karsa?" Spurgte han. Oura nægtede at svare. "Du bliver syg af at sidde på den kolde jord," sagde han og trak hende ind til sig. "Rør mig ikke," skreg hun. "Tror du virkelig, at du kan varme mig? Du er død, du har ingen kropsvarme." Chanelle rejste sig hulkende op. De få skridt førte hende over til liget. Hun trak kappen af og kastede det over på Will. Liget lod ikke til at være en, hun kendte. "Dit uhyre," skreg hun. Men Will var allerede forsvundet. "Undskyld jeg ikke kunne redde dig i tide, Hr," græd hun. Fornuften kom til hende, og hun rejste sig fra den iskolde jord. På vej tilbage til de andre blev hun stoppet op af kutteklædte væsner. Oura trådte to skridt tilbage, men noget mystisk trak hende tættere på. Lyde spillede melodier i hovedet på hende. Hun løb skrigende igennem Street 39, hvor resten af brevduerne ville befinde sig. Til hendes store overraskelse var der ingen, og hun stod i en så farlig situation, at hun ikke kunne banke på en hvem som helst's dør. Hendes ben bukkede under, og hendes øjne druknede i frygt. Et øjeblik forsvandt alt lyd, og hendes syn blev så sløret, at hun ikke vidste hvad der forgik. Da synet kom til hende igen, lå hun i armene på Will. "Hvordan kan du beskytte folk, når du ikke har sikret din egen beskyttelse?" Spurgte han. Han satte hende ned på bænken ved siden af. Oura kiggede flovt ned i jorden. "Hvorfor reddede du mig?" Spurgte hun. I det hun vendte blikket imod Will, greb han hende i et lidenskabeligt kys.

Traditioner

Den ældre kvinde dansede op af ham. Marko's blik og tanker var dog et helt andet sted. Tiden var ved at løbe fra ham, og han holdt hele tiden øje med uret. Et øjeblik stoppede han op og kiggede frem og tilbage. De meget letpåklædte kvinder's øjne skiftede farve til rød, og da han blinkede et par gange, var de normale som før. Marko skubbede kvinden væk og løb ud af diskoteket. Han kiggede op på solen, som var ved at gå ned. Endnu engang kiggede han på uret som viste 18:30. "Det er Kalshi O' Zahli i dag," mumlede han, da han i et håbløst forsøg prøvede på at transportere sig væk. Han skyndte sig hjem til fods, inden solen var gået helt ned. Det lod til, at ingen var hjemme. Marko smed tøjet og tog et hurtigt bad, hvor han derefter tog hvidt tøj på som et symbol på, at der altid vil være noget lys i mørket. Han stillede et fad frem med forskellige frugter, løg, ris og ost. Den store lampe lyste af sig selv, og ud af pærens lys lyste den Mundus De Misil ud. "Fortæl mig ikke, at du brugte mørke kræfter?" Sagde Marko. "Fortæl mig ikke, at du holder disse latterlige traditioner," sagde Mundus rasende. Ude af forstand skubbede han til fadet, så alt indholdet faldt ned på det skinnende gulv. Mundus gik i retning af Marko, løftede hånden og gav ham en lussing. Marko kiggede rasende på ham. "Jeg ved, at din niminsha er forurenet. Jeg ved, hvad du er. Jeg ved, at du ikke holder traditioner, fordi du ingen ret har til det. Du, som jeg kalder fader, har solgt din niminsha til noget så ondt og mørkt, fortjener ingen fred eller kærlighed. Hvor vover du at træde herind, når du har været ude i den blodige nat. Hvor vover du at røre mig, når min niminsha er renere, end det du nogensinde kan komme i nærheden af," råbte han. Marko løb op på sit værelse og smækkede døren i.

Kalshi O' Zahli

Mørket havde lagt sig over Unush Ethre. Skrigene af en kvinde knuste glas og jog ethvert levende væsen væk. Tilbage var der Urr. Kvinden åndet lettet. "Urr, søn af Ruhaaen, du skal lade Unush Ethre svømme i blod, hver gang vi passere d. 19 -20 juli," sagde hun. Urr som ikke lod til at være menneskelig adlød moderens ordre. Et barn som var født ondt og hæsligt. Den dag forsvandt alt form for ånder og niminsha fra Unush Ethre. Intet menneske på planeten kunne føle ønske kræften. Mennesker skjulte sig derhjemme, mens ondskab flød i store mængder forbi hoveddøren. Da Urr prøvede på at indtrange et hjem, blev han skubbet så kraftigt tilbage, at selv Ruhaeen undrede sig over, om niminshaerne havde forladt Unush Ethre. Urr råbte, men ingen ord var til at fatte. Inde i det lille hus sad en ældre mand ved navn Hiybel Demoore, som havde bragt en masse forskellige frugter, grøntsager, ris og andre spiselige ting i et fad. Han hvilede øjnene på vinduet, hvor blod svømmede forbi som et hav. Derefter trak han gardinet for. "Enhver der holder Karsa vil opnå beskyttelse," sagde han.

Det sidste farvel

"Jeg beundrede jorden. Planeten hvor intet unaturligt eksisterede. Min niminsha blev plantet i en krop som ikke havde overnaturlige evner. Yuna er kætter, Cloudee har Debatty evner, Vanilla er tankelæser, Chanella er brevdue, Amanda er Sabia, og jeg var den normale pige som sad bagerst i klassen. Der var intet overnaturligt ved mig. Jeg var en gennemsnitlig teenager, som ikke havde nogle unaturlige rødder. Alligevel så jeg Ruhaeen i øjnene. Jeg undrede mig over, at et væsen så smukt kunne være så ondt. Jeg, Margret Bondik døde 4. Maj 2056," var de sidste tanker, før Margret forladte Unush Ethre.

Troy strøg hånden over Margrets bord. Han lukkede øjnene i.

"Hov, jeg tabte min hat," sagde hun smilende. Troy kiggede på hende, som var hun ubetydelig. De havde fået besked på, at sammen skulle de finde den giftige luft, som havde bredt sig rundt omkring i det østlige Zewa. Troy havde taget hende med, da det var muligt for normale mennesker at mærke, om luften var giftig. "Hey, Vanilla? Hvorfor ventede du ikke?" Sagde hun forpustet efter at have løbet efter ham. I det hun prøvede på at gribe ud efter ham, væltede han pludseligt. Hun kiggede skræmt på den ikke bevidste Troy. Det var der, hun bemærkede luften. Da Vanilla slog øjnene op igen, var han udenfor livsfare og borte fra det østlige Zewa. Margret sendte ham hendes typiske varme smil. "Det kan godt være, at jeg er menneskelig, men jeg er ikke helt håbløs," sagde hun.

Han åbnede øjnene op og kiggede på den tomme plads. Der var intet menneske, ingen niminsha, ingen Margret. Hun var væk.

Amanda hoppede i favnen på Cloudee og græd. Han tog armene rundt om hende.

"Det kunne have været mig," hulkede hun. Cloudee aede hende. "Jeg ville være der til at redde dig," sagde han. "Hvorfor reddede så ingen Margret?" Spurgte hun. Denne gang svarede Cloudee ikke. Cloudee fik øje på billedsamlingen på Amanda's væg, hvor der deriblandt var et billed af Margret. Han smilede.

"Cloudee," råbte Margret. Han stoppede op og tog hende i hånden. De var begge ikke mere end 1 meter høje. Cloudee var iklædt fint tøj, mens Margret havde endnu en af hendes mange kjoler på. "Nå, Mr. Debatty. Sker der noget i dag?" Cloudee fnes. "Du spørg om det hverdag. Men jeg skal have det på, så folk kan få et godt indtryk af, hvad vi Debatty er," forklarede han. Margret forstod ikke. "Men hvis I Debatty er så højt oppe i rang, hvorfor er vi så venner?" Spurgte hun. "Fordi fader siger, at vi skal være høflige overfor normale mennesker. Han siger, at I er vores fremtid." Margret slap hans hånd. "Cloudee, I dag vil jeg redde dig," sagde hun. "Huh?" Han kiggede forvirret på hende. "Vent her," sagde hun. Efter et par minutter, var hun kommet tilbage med en spand mudder. "Hvad skal du med mudderet?" Spurgte han. Hun kastede indholdet på ham. "Du milde, Margret. Hvad i himlen gjorde du det for?" Sagde han rasende. "I dag vil jeg være en helt. Vi er børn, Cloudee. Og jeg ved, at du elsker Amanda. Normale mennesker er ikke din fremtid," sagde hun. Hun trak den lille Cloudee i hånden og løb hele vejen igennem byen. Da han kom hjem, fik han en skideballe. Men det var det hele værd. Han havde aldrig haft det så sjovt som barn.

Amanda stoppede med at græde. Hun prøvede på at løsne sig fra hans favn, men han trak hende længere ind til ham. "Var det ikke for Margret, så stod vi aldrig her i dag," sagde han.

Chanella lå og græd under dynen.

"Fjern håret, der gemmer sig en skønhed under det," sagde Margret. Chanella rystede på hovedet. "OURA!" Råbte Chanella. Hun sprang op på hende, mens Chanella skrigende prøvede på at flygte fra hende. Til sidst opgav hun, og Margret fik sat en hårspænde i håret på hende. Hun trak et spejl op af lommen, så Chanella kunne se, hvilken smuk person hun var. "Gem dig ikke under det, Chani. Du er smuk. Stol på mine ord."

Hun trak dynen fra sig og tørrede tårerne væk. Chanella fandt en hårspænde frem, og fik overtalt sig selv til at få sat pandehåret op. Det ville Margret have elsket at se.

"Yuna, har du et øjeblik?" Spurgte Villy. Hun kiggede smilende på ham. "Selvfølgelig," svarede hun. Han rynkede panden. "Det gør mig ondt, Yuna. Jeg fik besked på at oplyse dig om, at

d. 4 Maj døde Margret Bondik."

Yuna's barndom passerede som et dejavú for øjnene af hende. I hvert minde eksisterede Margret. De var gledet fra hinanden igennem årene, men nu var også hendes niminsha gledet fra hende. Hun kiggede skræmt på Villy. "Det kan ikke passe," sagde hun. Villy greb hende og krammede hende. Han gav hende alt den kærlighed, hun behøvede. Han følte med hende. Hun græd. "Det kan ikke passe. Du lyver," hulkede hun.

"Kære verden, som jeg har efterladt. Min niminsha vil altid vogte over jer, ligesom i vogtede over mig. Jeg ville ønske, at der var mere, som jeg kunne byde på. Jeg skuffede jer. Jeg ændrede mig, og det knuste mig så inderligt at se os glide fra hinanden. Hvis disse ord kan nå frem til jer, vil jeg prøve på at blive genfødt på jorden. Det her bliver det sidste farvel. Fra jeres Margret."

Sakura træerne

"Marko, det er tid til, at du får Sakura træerne til at blomstre," sagde Velma's stemme. Han kiggede ud på den flotte sø, som var omringet af de endnu ikke blomstrende Sakura træer. I dag var det 80år siden, at Velma havde holdt ham i hænderne. Marko mærkede hendes hænder omkring ham, og han forstillede sig, hvilken smuk og fantastisk kvinde, hans mor var. Han strøg en hånd over alle træerne, han passerede, som straks begyndte at blomstre. Til sidst kiggede han tilfreds på dem, og derefter lagde han sig ned i det sommer grønne græs og kiggede op på solen. De mange minder fik ham til sidst til at falde i søvn.

En hånd strøg igennem hans hår. Et øjeblik troede han, at Velma De Misil var tilstede, men da han åbnede øjnene på klem, opdagede han et bekendt ansigt. "Du er charmerende, selv når du sover," sagde Yuna. Han skar en grimasse. Det var første gang i 80år, at en pige havde afbrudt ham under hans lur. Han skubbede hende til side, så hun faldt ned i græsset. "Hvorfor bærer du altid handsker, og hvorfor befinder du dig her?" Yuna ignorerede det første spørgsmål, men hun svarede straks på det andet; "Jeg har altid elsket Sakura træerne, så hvert år tager jeg herind, den dag de blomstrer. Det er interessant at se, at vi har så vidunderlige træer fra en anden planet." Marko var ikke helt overbevist, men han kastede sig alligevel ud over hende og greb hende i et kys. Yuna skubbede ham væk. "Hvad i al verden laver du?" Spurgte hun ophidset. "Er det ikke det, du gerne vil have? Du afbryder mig under den eneste dag på året, hvor jeg gerne vil være alene, og du forventer, at jeg ikke får en anden opfattelse?" Marko fnes. Han lagde sig ned i græsset igen. Yuna rejste sig op og hev handskerne af hænderne. "Jeg er kætter," sagde hun. Hun kastede dem på ham og transporterede sig selv væk. Nu forstod Marko. Han følte sig ydmyget, mens han holdt handskerne i hænderne. Yuna var ikke en hvem som helst pige, og Marko var begyndt at bryde sig om hende.

Mahdi Skovene

Et sted i mellemøsten ved Mahdi skovene sad en frygtløs pige.

langt oppe i et træ, hvor slangerne ikke kunne nå hende. Nedenunder stod slange kongen og råbte på slangesprog. Hun kiggede udmattet ned på ham. Han havde en menneskekrop, men menneskelig var den ikke. Hans grønne hud var begyndt at tørre ud i den varme sol, hans lange tunge hungrede efter mad, og hans øjne var små og gule. Hans øjne stirrede ind i hendes, men hans gift nåede aldrig frem. Hendes evner holdt altid giften på afstand, og hun kunne se hans hjerte. Et øjeblik kunne hun holde det og dermed dræbe ham. Men evnerne skræmte hende, og hun lod derfor være. Pludseligt begyndte kongen med at klatre op i træet. Hun kiggede skræmt ned, og ventede blot på, at noget snart ville ske. Til hendes store overraskelse skete der noget. Et spyd havde ramt igennem hjertet på kongen, og han hang livløs fast i træet. Slangerne mærkede frygt, og de forsvandt i en fart. Tilbage var der en hvidhåret dreng, som hun kiggede forundret på. Han klatrede hurtigt op i træet og satte sig ved siden af hende. "Jeg er Vanilla," sagde han. Hun kiggede misforstået på ham. "Åh, du forstår mig ikke?" Spurgte han. Hun rystede på hovedet. Han tog hånden til brystet. "Troy Vanilla," prøvede han endnu engang. Den her gang forstod hun. Hun tog hånden til hjertet og sagde; "Akilah."

Vanilla kiggede smilende på hende. Han var fortryllet af hendes smukke stemme og hendes vilde men stadig feminine udseende. Hun følte, at han var endnu en fjollet og ung art, som ikke hørte til i Mahdi skovene. Han tog hende i hånden, og hendes verden drejede 180 grader. Straks stod de inde i et hvidt rum, hvor Mormerto Debatty, Cloudee og Mundus De Misil også befandt sig. Akilah følte sig truet. Hun kastede sig over Mundus og kradsede ham i ansigtet. Troy hev hende tilbage, mens Cloudee tog fat i hendes hænder og beroligede hende. Mormerto rettede på sin butterfly, og lod sig ikke bemærke af Akilah's vilde opførsel. Efter få minutter kiggede han på hende. "Jeg er sikker på, at du forstår mig. Vi har fundet ud af, at arter som dig har Debatty evner. Vi skal blot lave nogle undersøgelser, og så er du fri til at tage tilbage til østen, drukne, sulte eller blive dræbt," sagde han smilende, men med onde hensigter.

Uhyret i mørket.

"Margret," hviskede stemmen i hendes ører. Hvad lavede hun på skolen så sent? Hun rystede stemmerne væk. Hendes hår på armene rejste sig, da lyden gentog sig selv igen. Mørket havde lagt sig over skolen. Hun ignorerede stemmen. Tingene rodede rundt i klasselokalet. Hun pakkede hendes ting sammen, og i det hun skulle til at gå ud af døren, faldt hendes blik på Yuna's bord. Hun strøg en finger over bogstaverne Yuna havde kradset i bordet, som dannede navnet Cloudee. Margret havde altid vidst, at Yuna var dybt forelsket i Cloudee. Det undrede hende. Hendes forhold til Yuna havde ændret sig med årene. Da de blot var syv år gamle, fortalte Yuna hende, hvor meget hun afskyede Debatty. Hun tog hånden til sig igen. Der var blod på bordet. Hun kiggede nærmer på det, for at undersøge hvordan blodet var der så pludseligt. Blodet var ikke tørt. Hun fik kuldegysninger hele vejen ned af ryggen. Hendes hånd blødte. Hun kiggede på hånden, som på mystisk-vis lignede noget, der var udsat for brand. Hendes hud faldt af, og det flød med blod i store mængder. Lydene gentog sig igen. Panikken havde ramt hende for første gang i flere år. Hun så en skygge bevæge sig i en umenneskelig hastighed. Noget skar og brændte i hende i alle sider. Skyggen var et uhyre, som gemte sig i mørket. Margret nåede halvvejs til stikkontakten, inden hendes ben brasede sammen. Uhyret havde næsten gjort det af med hende. Om få sekunder var hun tømt for liv. Hun så hendes niminsha strømme ud af hendes krop. Hun nåede at se uhyret, som var et kønt, men samtidig uhyggeligt væsen, inden hun lukkede øjnene i en sidste gang.