Beskyttelse

Chanelle Oura løb rundt på de forladte mørke gader. Hun stoppede brat op, da hun opdagede, at en vampyr slikkede det sidste blod på hænderne op, mens et menneske lå livløst på jorden. Den kolde vind var som knive mod hendes ansigt, men intet af det bemærkede hun, da hun så et så frygteligt syn. "I hører ikke til den her side af Zewa," skreg hun. Vampyren rettede blikket imod hende. Hendes øjne mødte hans, og hendes krop stivnede som den tidligere havde gjort på Sicendola Street. Han puffede hendes pandehår væk. "Det er for farligt at være herude, Chanelle," sagde han. "Will?" Mumlede hun. Igen kunne hun bevæge sig. Tårer trillede ned af hendes kinder. Hun var skrækslagen, og chokket havde stadig ikke lagt sig. Will kastede hans kappe på liget. "Har chokket lagt sig nu?" Spurgte han. Oura faldt ned til jorden og græd som et tåbelig barn. "I, I kan ik-ke bare indtræde den lyse side af Zewa, blot fo-rrdi det er Kalshi O' Zahli," hulkede hun. Will slog sig ned ved siden af hende. "Hvad laver du overhovedet herude, når du skal holde Karsa?" Spurgte han. Oura nægtede at svare. "Du bliver syg af at sidde på den kolde jord," sagde han og trak hende ind til sig. "Rør mig ikke," skreg hun. "Tror du virkelig, at du kan varme mig? Du er død, du har ingen kropsvarme." Chanelle rejste sig hulkende op. De få skridt førte hende over til liget. Hun trak kappen af og kastede det over på Will. Liget lod ikke til at være en, hun kendte. "Dit uhyre," skreg hun. Men Will var allerede forsvundet. "Undskyld jeg ikke kunne redde dig i tide, Hr," græd hun. Fornuften kom til hende, og hun rejste sig fra den iskolde jord. På vej tilbage til de andre blev hun stoppet op af kutteklædte væsner. Oura trådte to skridt tilbage, men noget mystisk trak hende tættere på. Lyde spillede melodier i hovedet på hende. Hun løb skrigende igennem Street 39, hvor resten af brevduerne ville befinde sig. Til hendes store overraskelse var der ingen, og hun stod i en så farlig situation, at hun ikke kunne banke på en hvem som helst's dør. Hendes ben bukkede under, og hendes øjne druknede i frygt. Et øjeblik forsvandt alt lyd, og hendes syn blev så sløret, at hun ikke vidste hvad der forgik. Da synet kom til hende igen, lå hun i armene på Will. "Hvordan kan du beskytte folk, når du ikke har sikret din egen beskyttelse?" Spurgte han. Han satte hende ned på bænken ved siden af. Oura kiggede flovt ned i jorden. "Hvorfor reddede du mig?" Spurgte hun. I det hun vendte blikket imod Will, greb han hende i et lidenskabeligt kys.

Traditioner

Den ældre kvinde dansede op af ham. Marko's blik og tanker var dog et helt andet sted. Tiden var ved at løbe fra ham, og han holdt hele tiden øje med uret. Et øjeblik stoppede han op og kiggede frem og tilbage. De meget letpåklædte kvinder's øjne skiftede farve til rød, og da han blinkede et par gange, var de normale som før. Marko skubbede kvinden væk og løb ud af diskoteket. Han kiggede op på solen, som var ved at gå ned. Endnu engang kiggede han på uret som viste 18:30. "Det er Kalshi O' Zahli i dag," mumlede han, da han i et håbløst forsøg prøvede på at transportere sig væk. Han skyndte sig hjem til fods, inden solen var gået helt ned. Det lod til, at ingen var hjemme. Marko smed tøjet og tog et hurtigt bad, hvor han derefter tog hvidt tøj på som et symbol på, at der altid vil være noget lys i mørket. Han stillede et fad frem med forskellige frugter, løg, ris og ost. Den store lampe lyste af sig selv, og ud af pærens lys lyste den Mundus De Misil ud. "Fortæl mig ikke, at du brugte mørke kræfter?" Sagde Marko. "Fortæl mig ikke, at du holder disse latterlige traditioner," sagde Mundus rasende. Ude af forstand skubbede han til fadet, så alt indholdet faldt ned på det skinnende gulv. Mundus gik i retning af Marko, løftede hånden og gav ham en lussing. Marko kiggede rasende på ham. "Jeg ved, at din niminsha er forurenet. Jeg ved, hvad du er. Jeg ved, at du ikke holder traditioner, fordi du ingen ret har til det. Du, som jeg kalder fader, har solgt din niminsha til noget så ondt og mørkt, fortjener ingen fred eller kærlighed. Hvor vover du at træde herind, når du har været ude i den blodige nat. Hvor vover du at røre mig, når min niminsha er renere, end det du nogensinde kan komme i nærheden af," råbte han. Marko løb op på sit værelse og smækkede døren i.

Kalshi O' Zahli

Mørket havde lagt sig over Unush Ethre. Skrigene af en kvinde knuste glas og jog ethvert levende væsen væk. Tilbage var der Urr. Kvinden åndet lettet. "Urr, søn af Ruhaaen, du skal lade Unush Ethre svømme i blod, hver gang vi passere d. 19 -20 juli," sagde hun. Urr som ikke lod til at være menneskelig adlød moderens ordre. Et barn som var født ondt og hæsligt. Den dag forsvandt alt form for ånder og niminsha fra Unush Ethre. Intet menneske på planeten kunne føle ønske kræften. Mennesker skjulte sig derhjemme, mens ondskab flød i store mængder forbi hoveddøren. Da Urr prøvede på at indtrange et hjem, blev han skubbet så kraftigt tilbage, at selv Ruhaeen undrede sig over, om niminshaerne havde forladt Unush Ethre. Urr råbte, men ingen ord var til at fatte. Inde i det lille hus sad en ældre mand ved navn Hiybel Demoore, som havde bragt en masse forskellige frugter, grøntsager, ris og andre spiselige ting i et fad. Han hvilede øjnene på vinduet, hvor blod svømmede forbi som et hav. Derefter trak han gardinet for. "Enhver der holder Karsa vil opnå beskyttelse," sagde han.