Sakura træerne

"Marko, det er tid til, at du får Sakura træerne til at blomstre," sagde Velma's stemme. Han kiggede ud på den flotte sø, som var omringet af de endnu ikke blomstrende Sakura træer. I dag var det 80år siden, at Velma havde holdt ham i hænderne. Marko mærkede hendes hænder omkring ham, og han forstillede sig, hvilken smuk og fantastisk kvinde, hans mor var. Han strøg en hånd over alle træerne, han passerede, som straks begyndte at blomstre. Til sidst kiggede han tilfreds på dem, og derefter lagde han sig ned i det sommer grønne græs og kiggede op på solen. De mange minder fik ham til sidst til at falde i søvn.

En hånd strøg igennem hans hår. Et øjeblik troede han, at Velma De Misil var tilstede, men da han åbnede øjnene på klem, opdagede han et bekendt ansigt. "Du er charmerende, selv når du sover," sagde Yuna. Han skar en grimasse. Det var første gang i 80år, at en pige havde afbrudt ham under hans lur. Han skubbede hende til side, så hun faldt ned i græsset. "Hvorfor bærer du altid handsker, og hvorfor befinder du dig her?" Yuna ignorerede det første spørgsmål, men hun svarede straks på det andet; "Jeg har altid elsket Sakura træerne, så hvert år tager jeg herind, den dag de blomstrer. Det er interessant at se, at vi har så vidunderlige træer fra en anden planet." Marko var ikke helt overbevist, men han kastede sig alligevel ud over hende og greb hende i et kys. Yuna skubbede ham væk. "Hvad i al verden laver du?" Spurgte hun ophidset. "Er det ikke det, du gerne vil have? Du afbryder mig under den eneste dag på året, hvor jeg gerne vil være alene, og du forventer, at jeg ikke får en anden opfattelse?" Marko fnes. Han lagde sig ned i græsset igen. Yuna rejste sig op og hev handskerne af hænderne. "Jeg er kætter," sagde hun. Hun kastede dem på ham og transporterede sig selv væk. Nu forstod Marko. Han følte sig ydmyget, mens han holdt handskerne i hænderne. Yuna var ikke en hvem som helst pige, og Marko var begyndt at bryde sig om hende.

Mahdi Skovene

Et sted i mellemøsten ved Mahdi skovene sad en frygtløs pige.

langt oppe i et træ, hvor slangerne ikke kunne nå hende. Nedenunder stod slange kongen og råbte på slangesprog. Hun kiggede udmattet ned på ham. Han havde en menneskekrop, men menneskelig var den ikke. Hans grønne hud var begyndt at tørre ud i den varme sol, hans lange tunge hungrede efter mad, og hans øjne var små og gule. Hans øjne stirrede ind i hendes, men hans gift nåede aldrig frem. Hendes evner holdt altid giften på afstand, og hun kunne se hans hjerte. Et øjeblik kunne hun holde det og dermed dræbe ham. Men evnerne skræmte hende, og hun lod derfor være. Pludseligt begyndte kongen med at klatre op i træet. Hun kiggede skræmt ned, og ventede blot på, at noget snart ville ske. Til hendes store overraskelse skete der noget. Et spyd havde ramt igennem hjertet på kongen, og han hang livløs fast i træet. Slangerne mærkede frygt, og de forsvandt i en fart. Tilbage var der en hvidhåret dreng, som hun kiggede forundret på. Han klatrede hurtigt op i træet og satte sig ved siden af hende. "Jeg er Vanilla," sagde han. Hun kiggede misforstået på ham. "Åh, du forstår mig ikke?" Spurgte han. Hun rystede på hovedet. Han tog hånden til brystet. "Troy Vanilla," prøvede han endnu engang. Den her gang forstod hun. Hun tog hånden til hjertet og sagde; "Akilah."

Vanilla kiggede smilende på hende. Han var fortryllet af hendes smukke stemme og hendes vilde men stadig feminine udseende. Hun følte, at han var endnu en fjollet og ung art, som ikke hørte til i Mahdi skovene. Han tog hende i hånden, og hendes verden drejede 180 grader. Straks stod de inde i et hvidt rum, hvor Mormerto Debatty, Cloudee og Mundus De Misil også befandt sig. Akilah følte sig truet. Hun kastede sig over Mundus og kradsede ham i ansigtet. Troy hev hende tilbage, mens Cloudee tog fat i hendes hænder og beroligede hende. Mormerto rettede på sin butterfly, og lod sig ikke bemærke af Akilah's vilde opførsel. Efter få minutter kiggede han på hende. "Jeg er sikker på, at du forstår mig. Vi har fundet ud af, at arter som dig har Debatty evner. Vi skal blot lave nogle undersøgelser, og så er du fri til at tage tilbage til østen, drukne, sulte eller blive dræbt," sagde han smilende, men med onde hensigter.

Uhyret i mørket.

"Margret," hviskede stemmen i hendes ører. Hvad lavede hun på skolen så sent? Hun rystede stemmerne væk. Hendes hår på armene rejste sig, da lyden gentog sig selv igen. Mørket havde lagt sig over skolen. Hun ignorerede stemmen. Tingene rodede rundt i klasselokalet. Hun pakkede hendes ting sammen, og i det hun skulle til at gå ud af døren, faldt hendes blik på Yuna's bord. Hun strøg en finger over bogstaverne Yuna havde kradset i bordet, som dannede navnet Cloudee. Margret havde altid vidst, at Yuna var dybt forelsket i Cloudee. Det undrede hende. Hendes forhold til Yuna havde ændret sig med årene. Da de blot var syv år gamle, fortalte Yuna hende, hvor meget hun afskyede Debatty. Hun tog hånden til sig igen. Der var blod på bordet. Hun kiggede nærmer på det, for at undersøge hvordan blodet var der så pludseligt. Blodet var ikke tørt. Hun fik kuldegysninger hele vejen ned af ryggen. Hendes hånd blødte. Hun kiggede på hånden, som på mystisk-vis lignede noget, der var udsat for brand. Hendes hud faldt af, og det flød med blod i store mængder. Lydene gentog sig igen. Panikken havde ramt hende for første gang i flere år. Hun så en skygge bevæge sig i en umenneskelig hastighed. Noget skar og brændte i hende i alle sider. Skyggen var et uhyre, som gemte sig i mørket. Margret nåede halvvejs til stikkontakten, inden hendes ben brasede sammen. Uhyret havde næsten gjort det af med hende. Om få sekunder var hun tømt for liv. Hun så hendes niminsha strømme ud af hendes krop. Hun nåede at se uhyret, som var et kønt, men samtidig uhyggeligt væsen, inden hun lukkede øjnene i en sidste gang.