"Jeg beundrede jorden. Planeten hvor intet unaturligt eksisterede. Min niminsha blev plantet i en krop som ikke havde overnaturlige evner. Yuna er kætter, Cloudee har Debatty evner, Vanilla er tankelæser, Chanella er brevdue, Amanda er Sabia, og jeg var den normale pige som sad bagerst i klassen. Der var intet overnaturligt ved mig. Jeg var en gennemsnitlig teenager, som ikke havde nogle unaturlige rødder. Alligevel så jeg Ruhaeen i øjnene. Jeg undrede mig over, at et væsen så smukt kunne være så ondt. Jeg, Margret Bondik døde 4. Maj 2056," var de sidste tanker, før Margret forladte Unush Ethre.
Troy strøg hånden over Margrets bord. Han lukkede øjnene i.
"Hov, jeg tabte min hat," sagde hun smilende. Troy kiggede på hende, som var hun ubetydelig. De havde fået besked på, at sammen skulle de finde den giftige luft, som havde bredt sig rundt omkring i det østlige Zewa. Troy havde taget hende med, da det var muligt for normale mennesker at mærke, om luften var giftig. "Hey, Vanilla? Hvorfor ventede du ikke?" Sagde hun forpustet efter at have løbet efter ham. I det hun prøvede på at gribe ud efter ham, væltede han pludseligt. Hun kiggede skræmt på den ikke bevidste Troy. Det var der, hun bemærkede luften. Da Vanilla slog øjnene op igen, var han udenfor livsfare og borte fra det østlige Zewa. Margret sendte ham hendes typiske varme smil. "Det kan godt være, at jeg er menneskelig, men jeg er ikke helt håbløs," sagde hun.
Han åbnede øjnene op og kiggede på den tomme plads. Der var intet menneske, ingen niminsha, ingen Margret. Hun var væk.
Amanda hoppede i favnen på Cloudee og græd. Han tog armene rundt om hende.
"Det kunne have været mig," hulkede hun. Cloudee aede hende. "Jeg ville være der til at redde dig," sagde han. "Hvorfor reddede så ingen Margret?" Spurgte hun. Denne gang svarede Cloudee ikke. Cloudee fik øje på billedsamlingen på Amanda's væg, hvor der deriblandt var et billed af Margret. Han smilede.
"Cloudee," råbte Margret. Han stoppede op og tog hende i hånden. De var begge ikke mere end 1 meter høje. Cloudee var iklædt fint tøj, mens Margret havde endnu en af hendes mange kjoler på. "Nå, Mr. Debatty. Sker der noget i dag?" Cloudee fnes. "Du spørg om det hverdag. Men jeg skal have det på, så folk kan få et godt indtryk af, hvad vi Debatty er," forklarede han. Margret forstod ikke. "Men hvis I Debatty er så højt oppe i rang, hvorfor er vi så venner?" Spurgte hun. "Fordi fader siger, at vi skal være høflige overfor normale mennesker. Han siger, at I er vores fremtid." Margret slap hans hånd. "Cloudee, I dag vil jeg redde dig," sagde hun. "Huh?" Han kiggede forvirret på hende. "Vent her," sagde hun. Efter et par minutter, var hun kommet tilbage med en spand mudder. "Hvad skal du med mudderet?" Spurgte han. Hun kastede indholdet på ham. "Du milde, Margret. Hvad i himlen gjorde du det for?" Sagde han rasende. "I dag vil jeg være en helt. Vi er børn, Cloudee. Og jeg ved, at du elsker Amanda. Normale mennesker er ikke din fremtid," sagde hun. Hun trak den lille Cloudee i hånden og løb hele vejen igennem byen. Da han kom hjem, fik han en skideballe. Men det var det hele værd. Han havde aldrig haft det så sjovt som barn.
Amanda stoppede med at græde. Hun prøvede på at løsne sig fra hans favn, men han trak hende længere ind til ham. "Var det ikke for Margret, så stod vi aldrig her i dag," sagde han.
Chanella lå og græd under dynen.
"Fjern håret, der gemmer sig en skønhed under det," sagde Margret. Chanella rystede på hovedet. "OURA!" Råbte Chanella. Hun sprang op på hende, mens Chanella skrigende prøvede på at flygte fra hende. Til sidst opgav hun, og Margret fik sat en hårspænde i håret på hende. Hun trak et spejl op af lommen, så Chanella kunne se, hvilken smuk person hun var. "Gem dig ikke under det, Chani. Du er smuk. Stol på mine ord."
Hun trak dynen fra sig og tørrede tårerne væk. Chanella fandt en hårspænde frem, og fik overtalt sig selv til at få sat pandehåret op. Det ville Margret have elsket at se.
"Yuna, har du et øjeblik?" Spurgte Villy. Hun kiggede smilende på ham. "Selvfølgelig," svarede hun. Han rynkede panden. "Det gør mig ondt, Yuna. Jeg fik besked på at oplyse dig om, at
d. 4 Maj døde Margret Bondik."
Yuna's barndom passerede som et dejavú for øjnene af hende. I hvert minde eksisterede Margret. De var gledet fra hinanden igennem årene, men nu var også hendes niminsha gledet fra hende. Hun kiggede skræmt på Villy. "Det kan ikke passe," sagde hun. Villy greb hende og krammede hende. Han gav hende alt den kærlighed, hun behøvede. Han følte med hende. Hun græd. "Det kan ikke passe. Du lyver," hulkede hun.
"Kære verden, som jeg har efterladt. Min niminsha vil altid vogte over jer, ligesom i vogtede over mig. Jeg ville ønske, at der var mere, som jeg kunne byde på. Jeg skuffede jer. Jeg ændrede mig, og det knuste mig så inderligt at se os glide fra hinanden. Hvis disse ord kan nå frem til jer, vil jeg prøve på at blive genfødt på jorden. Det her bliver det sidste farvel. Fra jeres Margret."
